Finans

Største stigning i den finansielle nettoformue nogensinde

Den danske stats finansielle nettoformue steg i 2020 med 107,5 mia. kr.

Danmarks offentlige finansielle nettoformue steg i 2020 med 107,5 mia. kr. Arkivfoto

Den offentlige finansielle nettoformue steg i 4. kvartal 2020 med 107,3 mia. kr. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik. Stigningen er den største nogensinde og skyldes hovedsagelig, at statens aktiebeholdning i Ørsted A/S blev 77 mia. kr. mere værd.

»Det er helt vildt, da der er tale om den største stigning i den offentlige nettoformue, der nogensinde er registreret,« siger Tore Stramer, cheføkonom hos Dansk Erhverv, i en kommentar til de nye tal.

Nettoformuen er det offentliges finansielle aktiver fratrukket passiverne. Selvom passiverne steg med omtrent 245 mia. kr., opvejedes det af aktivernes værdistigning på godt 350 mia. kr.

Efter den historiske stigning lød nettoformuen i 4. kvartal 2020 på 253,3 mia. kr. Året før var samme opgjort til 145,8 mia. kr.

»Det er imponerende, at trods et år med corona øges den offentlige nettoformue. Godt nok er gælden steget markant, men de finansielle formuer er bare steget endnu mere,« siger cheføkonom hos 3F Frederik I. Pedersen i en kommentar.

Samtidig viser Danmarks Statistik, at den offentlige saldo i 4. kvartal 2020 endte i et underskud på 19,7 mia. kr., og dermed ender den samlede offentlige saldo for 2020 i et underskud på 26,7 mia. kr., det største siden 2015.

»Det er langt mindre, end nogen havde drømt om,« siger Frederik I. Pedersen fra 3F.

»Dagens tal viser med al tydelighed, at de offentlige finanser generelt har klaret sig rigtig fornuftigt igennem coronakrisen i 2020,« siger Tore Stramer fra Dansk Erhverv.

»Flere forhold peger således på, at bnp for 2020 kan få en pæn revision op, når vi får de reviderede 2020-tal på onsdag,« siger Frederik I. Pedersen.

De nye tal viser tillige, at den offentlige gæld voksede i løbet af 2020. Ved udgangen af 2020 var den såkaldte ØMU-gæld, der ifølge vores EU-forpligtelser højst må svare til 60 pct. af bnp, steget med 203 mia. kr. til i alt 981 mia. kr.

Dermed udgjorde ØMU-gælden 42,6 pct. af bnp mod 33,3 pct. af bnp ved udgangen af 2019.

BRANCHENYT
Læs også