Finans

Klimalån vælter frem i bankerne: Nye udlån for 60 milliarder går til grønne aktiviteter

8 ud af 10 banker lancerede nye grønne produkter i 2020. Det viser en ny redegørelse fra Finans Danmark, der samler op på branchens målsætning om at gå foran i den grønne omstilling.

Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark, er begejstret over at se, hvordan det pibler frem med grønne produkter i bankerne. Foto: Stine Bidstrup

Klimakampen er for alvor rykket ind i de danske banker, der er i fuld gang med at skubbe millioner af privatkunder og tusindvis af virksomheder i en grønnere retning.

Det konkluderer bankernes brancheforening, Finans Danmark, i en dugfrisk redegørelse, der bl.a. viser, at 8 ud af 10 banker sidste år lancerede nye grønne lån eller investeringsprodukter.

»Det er måske det allerstærkeste, fordi det viser, at man får taget det grønne helt ind i forretningen. Det pibler ud med grønne billån, det pibler ud med tilbud om energirenovering, og det pibler ud med bæredygtige fonde, som kunderne kan sætte deres opsparing i,« siger Ulrik Nødgaard, adm. direktør i Finans Danmark.

Hvad er et grønt lån?
  • På grønne lån er renten eller omkostningerne lavere end et ved et normalt lån, fordi pengene går til et bæredygtigt formål.
  • Grønne lån kan f.eks. være til energirenovering af boligen, hvor man altså kan få ekstra billig finansiering. Et andet eksempel er billige billån til nul- eller lavemissionsbiler, som gør det billigere at anskaffe sig en elbil.
  • Bankerne kan forsvare en lavere rente eller omkostning, fordi risikoen er lavere for banken, når pengene går til teknologier eller løsninger, som ikke bliver forbudt i omstillingen til et CO2-neutralt samfund.

I løbet af 2020 gav bankerne nye udlån for ca. 60 mia. kr. til grønne aktiviteter. Det kommer oveni de ca. 400 mio. kr., som i forvejen var lånt ud til grønne aktiviteter, hvoraf energieffektive boliger udgør den største del.

Ud over grønne boliger har bankerne fokus på erhvervsudlån til f.eks. CO2-reduktioner i landbruget, energibesparelser i industrien, finansiering af nye vedvarende energiprojekter samt grønne billån, der nu har rundet 3 mia. kr. i alt.

Bankernes grønne omstilling blev kickstartet i december 2019, da Finans Danmark sammen med ekspertudvalget Forum for Bæredygtig Finans lancerede 20 grønne anbefalinger. Formanden for udvalget, Anders Eldrup, er overrasket over, hvor hurtigt bankerne har flyttet sig.

»Det er et imponerende ryk, pengeinstitutterne har gjort. Før man nedsatte udvalget, havde de danske banker måske ført en lidt anonym tilværelse i forhold til den grønne dagsorden, og målet var at komme frem i forenden af bussen i EU. Det mener jeg bestemt, at man er lykkes med,« siger Anders Eldrup.

Finanssektoren er i sig selv ikke en stor udleder af CO2, men som formidler af lån, kreditter og kapital kan den være en slags motor for den grønne omstilling. Når bankerne gør det billigere at låne til grønne aktiviteter, vil det automatisk tilskynde privatkunder og virksomheder til at rykke i en grøn retning.

Ifølge Anders Eldrup venter den helt store opgave for bankerne, når de i den kommende tid skal begynde at måle deres samlede CO2-aftryk. Sammen med årsregnskabet for 2021 skal de fremlægge reduktionsmål for investeringsporteføljen, og året efter skal de både have investeringer og udlån med.

»Det er den vigtigste af vores 20 anbefalinger, fordi det er en mekanik, som fuldstændig ændrer spillereglerne. Derfor er det også enormt glædeligt, at Finans Danmark allerede har udviklet en opgørelsesmetode, som flere store banker allerede arbejder med,« siger Anders Eldrup.

En bankekspert vurderer, at pengeinstitutterne på kort tid har reageret på bevægelsen i samfundet og fået fokus på den grønne omstilling.

»Det er fornuftigt og glædeligt. Det nytter ikke, at de sidder og kigger på, hvad der var godt for 10 år siden. De er nødt til at se, hvad der kan blive godt for deres forretning fremadrettet, og dette er jo et område, hvor det virkelig rykker,« siger Lars Krull, seniorrådgiver på Aalborg Universitet.

Selv om det lyder godt med mange nye grønne produkter, så skal man ikke være blind for, at bankerne også ser en forretningsmulighed for sig selv, mener Lars Krull. Han advarer om, at bankerne ikke må blive for ivrige i kampen for at kapre klimakunder med grønne rabatter.

»Det er fint, at bankerne i deres rådgivning siger til kunden, at det er en dårlig idé at bygge et kulfyret energianlæg, hvis man i stedet kan bygge noget, som også er tilladt om 30 år. Men jeg kan godt blive lidt bekymret, når de vil skubbe til en udvikling med rabatter. Det kræver, at rabatten i sig selv giver banken en lavere risiko, og at den ikke bare bliver givet, fordi det ser godt ud,« siger Lars Krull.

Ifølge klimaminister Dan Jørgensen spiller bankerne en afgørende rolle i Danmarks arbejde med at reducere CO2-udledningen med 70 pct. i 2030.

»Der er ikke nogen grøn omstilling uden grøn kapital. Derfor er det rigtigt positivt, at danske banker, pensionsselskaber og investorer lægger milliarder af kroner i de grønne investeringer, der skal til for at skabe fremtidens klimaneutrale og bæredygtige samfund,« siger Dan Jørgensen, der vil hjælpe bankerne med tage skridtet videre.

»Vi samarbejder tæt med finanssektoren i klimapartnerskabet om at udvikle endnu bedre redskaber til mere grøn finansiering,« siger han.

Redegørelsen bygger på svar fra 40 banker, der tilsammen sidder på 95 pct. af sektorens samlede balancer.

Læs også