Finans

Credit Suisse hensætter milliarder til tab på hedgefond

Foto: Antonio Calanni/AP

Credit Suisse må tage konsekvenserne af bankens store udlån til den krakkede amerikanske hedgefond Archegos og hensætter nu 4,4 mia. schweizerfranc til tab.

Samtidig venter banken nu et underskud før skat i første kvartal på 900 mio. schweizerfranc, foreslår et reduceret udbytte og skifter ud i ledelsen.

Det meddeler Credit Suisse tirsdag morgen.

Her foreslås det, at udbyttet reduceres til 0,10 schweizerfranc per aktie, og at aktietilbagekøbsprogrammet suspenderes.

I toppen af banken bliver der skiftet ud, og det betyder at Brian Chin, den administrerende direktør for Credit Suisses investeringsforretning, stopper per første maj. Det samme gør Lara Warner, chef for risiko og compliance.

Christian Meissner overtager midlertidigt stillingen som administrerende direktør, mens Joachim Oeschlin bliver midlertidig chef for risiko, meddeler Credit Suisse.

Det var på forhånd ventet, at krakket i Archegos ville få konsekvenser for ledelsen i Credit Suisse, ligesom at banken i sidste uge også var ude at sige, at den ventede potentielt store tab.

Det skete, efter at hedgefonden Archegos for to uger siden kom i gevaldige problemer efter at have taget store kurstab på aktieposter i blandt andet de amerikanske medieselskaber ViacomCBS og Discovery.

Det tvang Archegos til lukke sine positioner, hvilket også har medført udsalg hos en række storbanker, der har lånt penge til den problemramte hedgefond.

Hedgefonden har nemlig investeret gearet - det vil sige delvist for lånte penge - og det efterlod bankerne med potentielt udækkede lån og betragtelige tab.

BRANCHENYT
Læs også