Finans

Tyskland har fundet 42 sjældne blodpropper blandt vaccinerede

Af de 42 blodpropper, der er blevet opdaget i Tyskland, er de fleste påvist hos kvinder mellem 20 og 63 år.

Tyskland har i alt registreret 42 tilfælde af sjældne blodpropper blandt personer, der har fået AstraZeneca-vaccinen.

Det oplyser Paul Erlich-instituttet, der overvåger landets vaccineudrulning.

Tallet dækker over tilfælde, der er blevet fundet indtil den 2. april. I 23 af tilfældene gælder det, at patienten også havde et lavt antal af blodplader, siger instituttet. I otte af tilfældene er patienten død.

Kombinationen af de sjældne blodpropper og trombocytopeni, hvor mængden af blodplader er lav, har ført til, at flere lande har standset eller begrænset brugen af vaccinen.

I Danmark har brugen af vaccinen været sat i bero, siden Lægemiddelstyrelsen i begyndelsen af marts fik nys om, at flere tilfælde af blodpropper kunne have en forbindelse til vaccinen.

Vaccinen er ligeledes på pause i Norge. Her har flere af landets forskere allerede slået fast, at der er en sammenhæng mellem vaccinen og de sjældne tilfælde af blandt andet blodpropper.

Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) meddelte onsdag, at der var en mulig sammenhæng mellem vaccinen og et særligt sygdomsbillede med blodpropper.

Af de 42 blodpropper, der er blevet opdaget i Tyskland, er alle udtagen syv blevet påvist hos kvinder i alderen mellem 20 og 63 år.

Paul Erlich-instituttet påpeger, at der for kvinder i alderen mellem 20 og 59 år er blevet påvist flere blodpropper blandt vaccinerede end i den samme befolkningsgruppe generelt.

Syv tilfælde af blodpropper i Tyskland er også blevet påvist hos mennesker, der har modtaget Pfizer-vaccinen, men ikke i kombination med lave blodplader.

Når man tager antallet af vacciner i betragtning, er der ikke sket en stigning i antallet af blodpropper sammenlignet med tidligere.

Den 2. april var der blevet givet 14,4 millioner vacciner i Tyskland.

BRANCHENYT
Læs også