Største afkast på 5 år: Den lille fond vinder over kæmperne

Othania Invest har slået de store investeringsfonde med et betydeligt afkast over en 5-årig periode.

Den mindre fond Othania Invest har slået de store fonde med et afkast på 67 pct. over 5 år og e rnu blevet kåret som nummer 1 af Morningstar.
Foto: Othania Invest. Vincent Dilling-Larsen (med briller) og Christian Mørup-Larsen er brødre og står bag Othania Invest, der har en helt anden investeringsstrategi end de fleste fonde.
Foto:Stine Bidstrup

Othania Invest er netop kåret som nr 1 ud af 134 fonde af Morningstar med et afkast på over 67 pct. på fem år. Ingen andre fonde med aktier og obligationer, som er tilgængelige for danske investorer, har leveret så flot et afkast i en femårig periode.

Med et afkast på 67,82 pct. i perioden overhaler Othania store globale fonde som UBS og Schroders med armslængder. UBS fik et afkast på 30,23 pct., mens investorer i Schroders bedste fond høstede et afkast på 30,9 pct. i kategorien Balanceret – EUR Fleksibel Allokering Global, der er fonde med et miks af aktier og obligationer, som der kan skrues op og ned for.

”Selvfølgelig er det fantastisk, at vi ligger nummer et. Men det vigtigste er, at vi har været i stand til kontinuerligt at levere gode afkast. Det er jo ikke bare en kort periode - men fem år i træk. Det handler hele tiden om at performe, og det er ekstremt vigtigt for os, at vi viser, at vi kan blive ved med det,” siger investeringsdirektør i Othania Vincent Dilling-Larsen.

Othania Invest veksler mellem at investere i de to amerikanske indeks SP500 og SP400 og obligationer ud fra en investeringsmodel, der har en indbygget alarm, der ud fra nøgletal og økonomiske faktorer, en gang om måneden fortæller, hvor pengene skal investeres.

”Det er 100 pct. systematisk. Den 1. februar i år gik vi fra SP500 til SP400, dermed undgik vi de smæk, som de tunge amerikanske tech-selskaber fik i slutningen af februar, ” siger Vincent Dilling-Larsen.

Hvis investeringsmodellen melder om stigende inflation, går den typisk fra SP500 til de mellemstore selskaber i SP400, der i højere grad er påvirket af indenlandsk vækst.

Othania Invest blev stiftet den 31. marts 2016, siden har fonden kontinuerligt ligget blandt de 10 bedste fonde både målt på afkast og risiko. Fonden har i alt modtaget 25 ratings af Morningstar, og ud af dem er de 24 femstjernet.

Det er de to brødre Christian Mørup-Larsen og Vincent Dilling-Larsen, der i dag er 31 og 33 år, der står bag Othania. Fonden havde i 2016 en startkapital på 2,2 mio. kr. skudt ind af venner og familie, i dag forvalter Othania samlet set 350 mio. kr. for 600 kunder. Målet er at nå en milliard kroner ved udgangen af 2022.

BRANCHENYT
Læs også