Finans

Claire Group udvider porteføljen med endnu et modefirma

Claire Group har købt størstedelen af tøjfirmaet NoBRAKES, som dermed har fået nye ejere.

Far og søn, Anders og Nikolaj Hust, står bag modevirksomheden Claire Group med hovedsæde i Ikast og salg i en række lande af tøj til kvinder og børn. PR-foto.

Det danske tøjfirma NoBRAKES Aps har fået nye ejere. Det er Claire Group, som har opkøbt majoriteten af selskabet, der har mærkerne Woodbird, GRUNT og Formél.

Dermed får Claire Group selskab af CEO Chung Wai Cheung og CSO Chris Jepsen fra NoBRAKES, som begge bliver medejere af den nye konstellation.

Nikolaj Hust, der er medejer af Claire Group, ser frem til det nye samarbejde:

»Jeg er stolt over, at vi som virksomhed kan tiltrække så attraktivt et selskab som NoBRAKES, og jeg glæder mig til at være med på den fortsatte vækstrejse for selskabet sammen med deres fantastiske stab af medarbejdere.«

De tidligere majoritetsaktionærer Lars Munkholm og Jacob Cadovius har solgt deres ejerandele.

Nikolaj Hust slår fast, at den nye sammensætning ikke vil give nogen betydelige ændringer for de eksisterende mærker.

»De tre nye mærker kommer ikke til at have nogen organisatorisk påvirkning på vores to eksisterende mærker, Hust&Claire og Claire Woman. Derimod er der mulighed for at skabe synergi og viden mellem vores mærker,« siger han.

NoBRAKES skal desuden fortsætte som selvstændig virksomhed med mærkerne Woodbird, GRUNT og Formél.

Chung Wai Cheung (CEO) ser ligeledes frem til det nye samarbejde:

»Her skal vi sammen med Claire Group sikre bedre struktur, fortsat vækst og udvikle vores kompetencer indenfor bæredygtighed og CSR. Udover dette ser jeg en stor mulighed for at sparre med deres online bureau WebCollective, som kan være med til at øge vores online tilstedeværelse.«

NoBRAKES havde sidste regnskabsår et overskud på 2.3 mio. kroner før skat og har 9 ansatte. Claire Group består nu af mærkerne, Hust&Claire, Claire Woman, GRUNT, Formél og Woodbird.

BRANCHENYT
Læs også