Finans

Nykredit opjusterer med milliardbeløb

Opjusteringen bunder bl.a. i en god udvikling og vækst i forretningen.

Michael Rasmussen, topchef i Nykredit. Foto: Lars Krabbe. Foto: Lars Krabbe

Nykredit er kommet så godt igennem de første måneder af året, at den danske realkreditkæmpe har skruet markant op for forventningerne til hele 2021. Nykredit-koncernen har hævet forventningerne til forretningsresultatet og resultatet før skat med mere end 1 mia. kr. Det oplyser Nykredit i en selskabsmeddelelse.

Tidligere ventede banken, at forretningsresultatet og resultatet før skat i år ville ende i intervallet 6,0-6,5 mia. kr., men nu venter Nykredit, at det vil lande mellem 7,25 og 7,75 mia. kr.

Opjusteringen skyldes en kombination af »god udvikling og vækst i forretningen«, at der er udsigt til lavere nedskrivninger end ventet, en god udvikling i indtjeningen fra beholdningen af værdipapirer og porteføljen af udgåede derivattyper.

»De danske boligejere og store dele af dansk erhvervsliv kom godt gennem 2020, og de positive takter er fortsat ind i 2021. Nedskrivningerne er lave, og vi har endnu ikke brugt af hensættelsen på 2,1 mia. kr., vi sidste år satte til side til at dække fremtidige tab som følge af coronakrisen. Samtidig ser vi fortsat tilfredsstillende aktivitet, kundetilgang og vækst i både Nykredit Bank og Totalkredit, ligesom de finansielle markeder har givet medvind i starten af året,« udtaler Michael Rasmussen, koncernchef i Nykredit, i meddelelsen.

Nykredit opjusterede samlet forventningerne fem gange i løbet af 2020. Første gang i begyndelsen af 2020, og de efterfølgende opjusteringer kom, efter at det stod klart, at coronakrisen ikke ramte koncernen som frygtet.

I forbindelse med denne opjustering oplyser Nykredit, at koncernen venter indtægter for ca. 4,2 mia. kr. i årets første kvartal, mens nedskrivningerne ventes at lande på ca. 100 mio. kr., og endelig regner Nykredit med, at forretningsresultatet ender på ca. 2,7 mia. kr., og at resultatet før skat vil ligge på ca. 2,9 mia. kr.

Nykredits regnskab for første kvartal bliver offentliggjort den 6. maj.

Af en tidligere version af artiklen fremgik det af Michael Rasmussens citat, at "vi har endnu ikke brugt af hensættelsen på 1,2 mia. kr." Nykredit har siden korrigeret det, så det rigtig beløb er 2,1 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også