Finans

Pensionskasse efter exit i Danske Bank: »Det er virkelig ærgerligt«

Det var en stor overraskelse for direktøren i Akademikerpension, at der igen er blevet skiftet ud på posten som adm. direktør i Danske Bank.

På billedet ses Danske Banks formand Karsten Dybvad (tv.) og den nu tidligere direktør Chris Vogelzang sammen til et oplæg på Folkemødet på Bornholm. Foto: Kristoffer Brahm

En stor overraskelse. Sådan beskriver Jens Munch Holst, direktør i pensionskassen Akademikerpension, mandagens store nyhed fra Danske Bank om, at Chris Vogelzang stopper efter mindre end to år på posten som øverste chef for landets største bank. Vogelzang er under mistanke i en hollandsk hvidvasksag.

»Det er også virkelig ærgerligt for banken og os andre. Nu var der lige kommet ro på, og der var blevet sat en kurs med et helt nyt hold. Vi havde ikke behov for yderligere uro omkring banken,« siger Jens Munch Holst, der peger på, at banken under Chris Vogelzangs ledelse er kommet langt i forhold til at genskabe tilliden efter hvidvaskskandalen og sikre, at det ikke kan ske igen.

Akademikerpension, som ifølge den seneste offentligt tilgængelige opgørelse har investeringer i Danske Bank for 122 mio. kr., var én af de investorer, som ytrede sig med kritik i forbindelse med hvidvaskskandalen.

Selv om man er overrasket og ærgerlig, kalder man i Akademikerpension Chris Vogelzangs beslutning om at trække sig for forståelig.

»Han kan ikke sidde på den pind, når han er ramt af en hvidvasksag et andet sted. Det går ikke set i lyset af, at det var hvidvask, som førte til direktørskiftet inden. Jobbet som adm. direktør i Danske Bank kræver en, der er renere end ren,« siger Jens Munch Holst.

Chris Vogelzang begyndte som topchef i Danske Bank den 1. juni 2019. Her afløste han Jesper Nielsen, der havde vikarieret på posten som topchef, efter at Thomas Borgen den 1. oktober 2018 valgte at trække sig som følge af hvidvaskskandalen.

Var det den rigtige beslutning at udpege Chris Vogelzang?

»Han virkede som det rigtige valg. Der blev gennemført en proces, som formanden stod for, for at finde den rette, og det blev vurderet, at han var den rigtige,« siger Jens Munch Holst.

Meddelelsen om, at Chris Vogelzang har trukket sig fra posten som øverste chef for Danske Bank, efter at han nu er mistænkt i en hvidvasksag i den hollandske bank ABN Amro, kom klokken 7.30 mandag morgen. I fondsbørsmeddelelsen blev der samtidig sat navn på Danske Banks nye topchef. Det bliver Carsten Egeriis, der indtil nu har haft titel af chief risk officer.

Carsten Egeriis blev hentet til Danske Bank i 2017 fra Barclays Bank i London

»Hans opgave bliver at fastholde den fremdrift, som Chris Vogelzang har skabt,« siger Jens Munch Holst.

Pensionsselskabet PFA havde ved udgangen af 2020 en investering i Danske Bank for 4,1 mia. kr. Herfra lyder det i en skriftlig kommentar fra Christian Schubart, der har titel af head of ESG:

»Vi har en løbende dialog med Danske Bank i forhold til den transformation, de er i gang med. Vi har fuld tillid til, at bestyrelsen har valgt den rette person til at føre banken godt videre.«

ATP havde ved årsskiftet investeret for 1,2 mia. kr. i Danske Bank, men ATP har ikke nogen kommentarer til nyheden om Chris Vogelzangs exit.

BRANCHENYT
Læs også