Finans

Finanstilsynet godkender Danske Banks nye topchef

Danske Bank har fået Finanstilsynets godkendelse af den nye topchef, Carsten Egeriis.

Carsten Egeriis er nu formelt godkendt som ny topchef i Danske Bank, meddeler banken. Arkivfoto: Stine Bidstrup

Danske Bank oplyser nu, at bankens nye topchef, Carsten Egeriis, formelt er blevet godkendt af Finanstilsynet.

Carsten Egeriis blev tidligt mandag udnævnt som ny adm. direktør i landets største bank, fordi den hidtidige topchef, Chris Vogelzang, sagde op i løbet af weekenden, fordi han er mistænkt i en sag om hvidvask hos sin tidligere arbejdsgiver ABN Amro.

Men fordi det er gået så hurtigt med at få udnævnt Carsten Egeriis som adm. direktør, havde Danske Bank ikke nået at få ham formelt godkendt af Finanstilsynet.

Det er nemlig sådan, at bankers bestyrelser ikke bare kan ansætte hvem som helst som topchefer, fordi Finanstilsynet skal godkende kandidaterne for at sikre, at de har de rigtige kompetencer.

Den manglende godkendelse fik nogle til at spekulere i, om han overhovedet kunne leve op til tilsynets krav for at blive øverste chef i Danske Bank.

Sydbanks bankanalytiker sagde bl.a.:

»Det kommer som en stor overraskelse, at Vogelzang nu må forlade banken. Jeg kan forestille mig, at Finanstilsynet får svært ved at godkende Carsten Egeriis som CEO pga. hans lave alder og manglende erfaring med ledelse i store banker. Det var bl.a. det, som Jacob Aarup snublede på,« sagde Mikkel Emil Jensen, aktieanalytiker i Sydbank.

Der skulle dog kun gå godt en halv dag, før den udmelding blev gjort til skamme, og Finanstilsynet formelt godkendte Carsten Egeriis, som i blev hentet til Danske Bank i 2017 fra Barclays Bank i London. I december sidste år blev han desuden udnævnt til ny formand for bankernes interesseorganisation, Finans Danmark som en af de yngste nogensinde.

BRANCHENYT
Læs også