Finans

Venmo tilbyder sine 70 millioner brugere at købe kryptoaktiver

Amerikanernes svar på Mobilepay vil gøre det simpelt at handle med Bitcoin, Ethereum, Litecoin og Bitcoin Cash.

Markedet for kryptoaktiver oversteg for nylig en samlet værdi på 2.000 mia. dollars. Foto: Steve Luciano/AP

Forestil dig, at du med et svirp med fingeren på din telefon kan købe og sælge bitcoin eller ethereum; lige så nemt som at betale ved købmanden. Det er for nylig blevet virkelighed for de 70 mio. amerikanere, der bruger app'en Venmo.

»Det kan få stor betydning, tror jeg. Det er mere brugervenligt og målrettet et segment, som måske ikke havde så let adgang til at købe og sælge krypto,« siger Mads Eberhardt, kryptoanalytiker hos Saxo Bank.

Venmo er en app, der bruges til at sende penge, præcis som vi kender det fra danske Mobilepay. CNBC skriver, at app'en har flere end 70 mio. brugere, som nu har fået muligheden for at handle med fire forskellige kryptoaktiver.

De to største - bitcoin og ethereum - er tilgængelige på Venmo, men også den aldrende litecoin og bitcoin-afstikkeren bitcoin cash har fundet vej ind i app'ens brugerflade.

Det er typisk, at det netop er de kryptoaktiver, som bliver tilgængelige på de store platforme, fortæller Mads Eberhardt. Han mener, at det skyldes, at de har været længst på markedet, og ikke nødvendigvis er udtryk for deres potentiale.

»Personligt har jeg ikke den store fidus til hverken litecoin eller bitcoin cash. Der er faktisk mange andre spændende kryptoer, for eksempel polkadot og cardano, som også har højere markedsværdi end litecoin og bitcoin cash« siger Mads Eberhardt.

Venmo er ejet af Paypal, som siden det blev grundlagt af blandt andre Elon Musk har specialiseret sig i online-betaling. Paypals brugere har siden oktober sidste år haft omtrent samme muligheder, som nu bliver udbudt i Venmo-appen.

Både Paypal og Venmo har skabt små guides, der skal hjælpe kunder til at forstå kryptoaktiverne. Det har Saxo Bank også.

Fokus på at gøre de komplicerede blockchains mere spiselige for det brede publikum kan få betydning for markedet, mener Mads Eberhardt, men det er tvivlsomt, om det vil påvirke kryptoaktivernes anvendelighed.

»Kortsigtet vil det næsten kun øge det spekulative element,« siger Mads Eberhardt, som fortæller, at folk, der bruger Paypal til at investere i kryptoaktiver, ikke vil kunne interagere med blockchainen, som teknologien er tiltænkt.

Kryptospecialisten Simon Peters fra eToro har tidligere fortalt til Finans, at markedet i den seneste tid er blevet præget af investeringer fra institutionel side. Det, mener Mads Eberhardt, er en blåstempling af »hele spacet«.

»Det er ekstremt positivt. Under sidste bull run var der ingen banker, der arbejdede på noget krypto-relateret. Nu åbner de mere op og er langt mere positive,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også