Finans

Danske Bank-bestyrelsmedlem omgærdet af hvidvaskrygte siden januar

I januar var der rygter om Gerrit Zalms mulige rolle i en hvidvasksag hos hollandske ABN Amro. Foto: Peter Dejong/AP

Allerede i januar var der rygter i hollandsk presse om Gerrit Zalm, det nu tidligere bestyrelsesmedlem i Danske Bank, om hans rolle i en hollandsk hvidvasksag.

For en uge siden blev han sigtet i sagen sammen med to andre - herunder Danske Banks topchef frem til sigtelsen, Chris Vogelzang, som nu altså også er fortid i Danmarks største bank.

Det skriver Berlingske Business.

I januar var der rygter om Gerrit Zalms mulige rolle i en hvidvasksag hos hollandske ABN Amro. Dengang skrev den hollandske avis Het Financieele Dagblad blandt andet:

- Anklagemyndigheden vil yderligere undersøge den rolle, som den tidligere ledelse af ABN Amro, ledet af Gerrit Zalm, spillede i påståede overtrædelser af lovgivningen om hvidvask af penge, skriver avisen ifølge Berlingske Business.

Historien blev hverken bekræftet officielt af anklagemyndigheden eller af banken selv. Men det har nu vist sig at holde vand. Mandag indgik ABN Amro et forlig med myndighederne om sagen og accepterede en bøde på 3,5 mia. kr. for brud på hvidvaskreglerne.

Berlingske Business har spurgt, om Danske Bank burde have undersøgt rygterne i den hollandske presse nærmere i januar. I et svar fra Danske Bank lyder det, at Chris Vogelzang og Gerrit Zalm dengang blot var vidner og ikke mistænkte:

- Det er det skifte i status i undersøgelsen, der får Chris Vogelzang og Gerrit Zalm til at beslutte sig for at træde tilbage, ikke tidligere spekulationer i medierne. Det er den fratrædelse, der medfører udnævnelsen af vores nye administrerende direktør. Der bliver ageret ud fra fakta, ikke rygter i medierne, siger Stefan Singh Kailay, pressechef i Danske Bank, til Berlingske Business.

BRANCHENYT
Læs også