Finans

Jyske Bank kommer ud af første kvartal med milliardoverskud - helt som ventet

Banken kommer ud af første kvartal med et overskud før skat på 1,1 mia. kr. Resultatet var ventet, da banken for få uger siden opjusterede forventningerne.

Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen.

Jyske Bank kommer ud af årets første tre måneder med et solidt plus på bundlinjen. Det viser det regnskab for første kvartal, som banken har offentliggjort tirsdag morgen.

Luften var på forhånd taget ud af regnskabet, da Jyske Bank for få uger siden kom med sin anden opjustering i år og samtidig annoncerede sine forventninger til det kommende kvartalsregnskab.

Jyske Bank lander i kvartalet et overskud før skat på 1.129 mio. kr., mens resultatet efter skat viser et plus på 883 mio. kr.

»Jyske Bank har i de seneste fire kvartaler opnået det højeste resultat pr. aktie siden sammenlægningen med BRFkredit i maj 2014. Den positive udvikling i det seneste kvartal skyldes gunstige finansielle markeder, høj kundeaktivitet, god kreditkvalitet samt lave omkostninger,« siger ordførende direktør Anders Dam i en kommentar til regnskabet.

Resultatet per aktie ender i første kvartal på 11,6 kr.

Bankens basisindtægter lander på 2.235 mio. kr.

Til sammenligning lå basisindtægterne i første kvartal sidste år på 1.803 mio. kr., mens resultatet før skat den gang viste et underskud på næsten 1 mia. kr. på grund af coronakrisen.

»Første kvartal står i kontrast til samme periode sidste år, hvor et ledelsesmæssigt skøn vedrørende nedskrivninger blev foretaget for at imødegå Covid-19 pandemien,« siger Anders Dam.

Samtidig fastholder storbanken sine forventninger til året, som blev meldt ud i midten af april.

Banken venter i år et overskud før skat i niveauet 3-3,4 mia. kr. og et resultat efter skat på 2,3-2,7 mia. kr.

Forventningerne til resultatet per aktie i år ligger i intervallet til 31-35 kr.

I forbinndelse med regnskabet oplyser Jyske Bank, at bankens erhvervskunder fremover skal skal til at betale endnu mere for at have penge stående i banken.

Jyske Banks erhvervskunder betaler i dag en negativ rente på 0,75 pct., men fra den 11. juni skal erhvervskunderne af med -0,95 pct.

Jyske Bank begrunder renteændringen med udsigten til fortsat negative renter samt et væsentligt indlånsoverskud. Ændringen forventes at berøre indlån for 30-35 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også