Finans

Endelig er der kommet fart over feltet på First North

Måske er vi i Danmark ved at opbygge en kultur for at investere i vækstvirksomheder, der kan matche vores svenske naboers, lyder flere eksperters vurdering.

Penneo, der har været noteret på First North i snart et år, overvejede helt at droppe børsnoteringen, da coronakrisen brød ud. Foto: Nasdaq

Flere danske vækstvirksomheder kan se fidusen i at hente kapital på børsen, og danskerne står klar til at give dem det.

Alene i år er otte danske virksomheder blevet børsnoteret på Nasdaqs minibørs First North i Danmark, der er flere på vej, og indtil videre er samtlige selskabers aktieudbud blevet overtegnet.

Michael Friis Jørgensen, aktiechef i HC Andersen Capital, kan godt forstå, at investorerne hiver pengepungen frem, når der varsles nynoteringer på First North.

»De her børsnoteringer har siden 2018 over en bred kam givet et bedre afkast end det generelle aktiemarked,« fortæller han.

»Man har fået et merafkast ved at være i alle børsnoteringerne. Og det skal man også, for her påtager man sig en ekstra risiko som investor,« siger Michael Friis Jørgensen.

Noteringer på First North i 2021:

Selskab Første handelsdag Overtegning Tegningskurs Kurs 19. maj
Nexcom 29. januar 115 pct. 11,85 kr. 6,30 kr.
BactiQuant 5. februar 686 pct. 5,55 kr. 13,00 kr.
Valuer Holding 22. februar 190 pct. 13,00 kr. 4,03 kr.
Risma Systems 23. marts 126 pct. 9,50 kr. 8,02 kr.
Hydract 21. april 861 pct. 5,00 kr. 12,48 kr.
Impero 22. april 324 pct. 9,70 kr. 18,70 kr.
Trophy Games Development 27. april 197 pct. 8,00 kr. 8,00 kr.
Digizuite 7. maj 276 pct. 8,73 kr. 8,76 kr.

Investorernes risikovillighed har omvendt også øget selskabernes lyst til at lade sig børsnotere, for når værdien på aktiemarkedet stiger, er der flere, der finder det interessant at rejse kapital ad den vej, vurderer han.

Penneo er et af de selskaber, der har haft succes med at gå på First North.

Selskabet, der specialiserer sig i håndtering digitale kontrakter og underskrifter, var ifølge adm. direktør og medstifter Nicolaj Højer Nielsen flere gange tæt på at opgive børsnoteringen.

Processen med at gå på børsen faldt sammen med coronapandemiens udbrud, betydelig usikkerhed og fald på aktiemarkedet, men siden noteringen 2. juni 2020 er Penneos aktiekurs gået fra 11,08 kr. - tegningskursen - til 52,9 kr. 19. maj i år; en stigning på næsten 400 pct.

»Der er mange fordele og ulemper ved at være børsnoteret. Vi ser det som en fordel, at vi pludselig har 5.000 aktionærer, der er med os på denne her rejse. Det giver noget omtale, og folk kender os bedre. Men man skal også have mere orden i penalhuset,« siger Nicolaj Højer Nielsen.

Han hæfter sig især ved det ansvar, som Penneo i dag har for at meddele sine aktionærer om diverse aktiviteter med betydning for selskabet. Det er noget andet, end da Penneo i 2015 blev grundlagt af seks venner i en kælder.

Forleden fik Penneo sin første kunde i Tyskland, og da var det for eksempel vigtigt, at der var nogle, der havde tænkt på at have en selskabsmeddelelse klar til at sende ud.

»Alle er klar over arbejdet op til børsnoteringen, men der er altså også en dag efterfølgende, når pengene er gået ind, og champagnen er poppet,« siger Nicolaj Højer Nielsen.

Sidste år blev tretten selskaber noteret på First North i Danmark. Ifølge noteringschef hos Nasdaq Carsten Borring fandt en mia. kr. i 2020 vej til minibørsen.

Fire af de selskaber, der i år har haft første handelsdag på First North, er blevet hjulpet på vej af revisionsselskabet Grant Thornton, hvor Jesper Skaarup Vestergaard er partner. Han var tilmed en af de første, der blev certified advisor, dengang Nasdaq lancerede vækstbørsen.

Jesper Skaarup Vestergaard fortæller, at Grant Thornton jævnligt bliver kontaktet af selskaber, der vil have deres muligheder for en børsnotering på First North vurderet. I løbet af det seneste år er Grant Thornton blevet kontaktet af mellem 35 og 40 af den slags selskaber, hvoraf 10 er sluppet gennem nåleøjet.

»Det er helt tydeligt, at kvaliteten af selskaberne, der kommer på, er stigende,« siger Jesper Skaarup Vestergaard.

Det kommer til udtryk ved, at selskaberne har en »stærk platform, markedsposition og ledelse« samt udsigt til solide vækstrater, fortæller han.

Han bemærker også, at investorerne lader til at være rede, når et nyt selskab finder vej til First North.

»Det er noget nyt for danske investorer at få mulighed for at komme ind i selskaberne på et tidligere tidspunkt. Det, tror jeg, at der er rigtig mange, der synes er interessant,« siger Jesper Skaarup Vestergaard.

»Vi har set på det svenske marked, at interessen for First North er høj, og vi forventer, at det også går den vej på det danske marked nu,« siger han.

Den betragtning vækker genklang hos Michael Friis Jørgensen, som også er optimistisk, men ikke forventer, at vi indhenter svenskerne foreløbig. Han beskriver det som »en strøm, der skal lykkes.«

»Vi har et par gange prøvet at restarte First North, og det er aldrig rigtig lykkedes. Lige nu børsnoterer de i Sverige nok tre gange så mange, som vi gør. Men nu ser man nogle danske selskaber, der vender hjem. Denne gang kan vi måske lykkes med at skabe et marked, hvor vi ikke behøver at krybe i skjul, når vi ser mod Sverige,« siger Michael Friis Jørgensen fra HC Andersen Capital.

21. maj har Nord Investments første handelsdag på First North i Danmark. Selskabet er i tegningsperioden blevet overtegnet med 68 pct. Derefter kommer turen 25. maj til Donkey Republic, der er overtegnet med 49 pct., før Mapspeople 2. juni slutter sig til vækstbørsen.

BRANCHENYT
Læs også