Finans

Den elektriske Ford F-150 pickup vil være elbilernes Ford T

Hvis amerikanernes yndlingsbil, Ford F-150, bliver et hit med elektrisk drivline, kan den for alvor accelerere udbredelsen af elbiler i USA. Derfor kiggede præsidenten forbi under verdenspremieren.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, holdt tale og prøvekørte bilen selv, da Ford præsenterede den første elektriske F-150, som er USA's mest solgte model. Ford F-150 er den suverænt mest solgte bil i USA, og nu lanceres den som ren elbil og til en overraskende lav pris. Foto: Ford Pickuppen bruges ofte som arbejdsredskab, og elbilen har et gigantisk frunk og med mulighed for egen strømkilde til ekstern brug. Foto: Ford Vognen er forbeholdt det amerikanske marked og får en rækkevidde på op mod 448 km efter en skrap amerikansk standard. Foto: Ford

Ford har lanceret en enorm satsning i kampen om at dominere det hurtigtvoksende marked for elbiler.

Bilproducenten har lanceret en elektrisk version af sin populære F-150 pickup truck kaldet Lightning, der kommer til salg i foråret 2022 på hjemmemarkedet.

En stor pickup truck er nok det nærmeste, du kan komme en amerikansk nationalbil. Selv om konkurrenterne prøver ihærdigt, kan de ikke overhale Ford F-150, og hele serien af forskellige F-modeller genererer klart den største fortjeneste hos Ford.

Siden 1981, i starten af Ronald Reagens første periode som præsident, har bilen været den mest populære. Derfor er en ren elbil big news på de kanter.

Præsidenten kiggede forbi

Fords nyhed fik ekstra opmærksomhed, da præsident Joe Biden lagde vejen forbi, og han kunne ikke nøjes med at kigge. Præsidenten satte sig bag rattet i elbilen og trådte speederen i bund på fabrikkens testanlæg. Topversionen har hele 563 hk, så Joe Biden kørte angiveligt mod 100 km/t. på godt 4,5 sek. Standardudgaven får 426 hk at gøre godt med.

Ford lægger da heller ikke skjul på forventningerne. Under præsentationen i hjembyen Dearborn var der sammenligninger med den legendariske Ford T, der gjorde biler overkommelige til masserne.

Der er også flere andre ting i spil. Hvis Ford kan gøre F-150 Lightning til en storsælger, kan det fremskynde bevægelsen mod elektriske køretøjer.

»F-150 vil sætte markant fokus på elektriske køretøjer,« siger Michael Ramsey, analytiker i virksomheden Gartner, til New York Times.

»Det er stort for Ford, men også stort for hele branchen. Hvis du skal elektrificere hele køretøjsflåden i USA, er F-150 et stort skridt i den retning,« siger han.

Lav pris

F-150 Lightning er rettet mod de mange private købere, men også mod små virksomheder og erhvervskunder som entreprenører, der køber masser af robuste pickupper. Disse købere kigger meget på prisen. Og her overrasker Ford de fleste med en startpris på 40.000 dollars, der er lavere, end de fleste iagttagere havde forventet, og ikke dyrere end en almindelig F-150. Oveni kommer et stort statstilskud på op mod 7.500 dollars.

Der er to versioner. Den mindste har en rækkevidde på 370 km, mens topversionen når ud på 448 km, opgjort efter den meget skrappe amerikanske EPA-standard.

Batteriet kan hurtiglade med op til 150 kW. Ford har ikke oplyst data for batteriernes kapacitet, men mediet electric.co har beregnet det til at være hhv. omkring 138 kWh og 170 kWh. Så det er seriøst store batterier, der da også vejer op til 800 kg.

Der er en elmotor ved hver aksel, og firehjulstræk er en selvfølgelig i en pickup.

Det er også muligt at trække strøm ud af bilen til opladning af alle mulige aggregater, og ude foran sætter mærket uofficiel verdensrekord med et gigantisk frunk på 400 liter.

Noget af det vigtigste for amerikanernes pickupper er trækvægten, og her kan F-150 klare helt op til 4.500 kg.

Indvendigt er der en 15,5 tommer opretstående betjeningsskærm, der minder meget om den, vi kender fra den nye Mustang Mach-E.

Mærket med den blå oval som logo bygger pickuppen på den legendariske River Rouge-fabrik, der har eksisteret siden 1917.

Ford får dog masser af konkurrence. Ærkerivalen GM vil lancere en elektrisk udgave af den kendte Silverado, et nyt mærke, Rivian, er på vej, og så er der også Teslas Cybertruck.

Herhjemme får vi næppe nogen officiel import af F-150, ligesom det er tilfældet med de almindelige udgaver, der ikke bliver solgt i Europa.

Hør også Jyllands-Postens ugentlige podcast om biler. Den udkommer hver fredag.

Læs også