Finans

Handel til 12,6 mia. kr.: Alm. Brand køber Codans danske forretning

Tryg og Intact har indgået en betinget købsaftale om et salg af Codans danske forretning til Alm. Brand.

Foto: Mathias Svold

Alm. Brand er klar til at overtage Codans danske forretning i en tocifret milliardhandel.

Alm. Brand har nemlig indgået en betinget købsaftale omkring købet af Codan Danmark med selskabet Scandi JV Co 2, som er ejet af Tryg og Intact-koncernen. Det oplyser både Tryg og Alm. Brand i fondsbørsmeddelelser.

Prisskiltet lyder på ca. 12,6 mia. kr.

»Med købet af Codan Danmark sætter vi som samlet bestyrelse en klar strategisk kurs og styrker selskabets langsigtede konkurrencekraft væsentligt. Vi fordobler forretningsomfanget og bliver én af de største aktører på det attraktive danske skadesforsikringsmarked med en stærk kapitalposition og meget spændende udviklingsmuligheder fremadrettet,« udtaler Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen, der er bestyrelsesformand i Alm. Brand, i forbindelse med offentliggørelsen af handlen.

Tryg oplyser, at det ikke har været involveret i salgsprocessen. Den har Intact stået for, og Tryg oplyser, at der har været andre potentielle købere.

Morten Hübbe, der er koncernchef i Tryg, kalder det glædeligt for både kunder og medarbejdere, at salget nu er blevet annonceret, og at hele salgsprocessen er gået hurtigt.

»Tryg er overbevist om, at Codan Danmark har et stort potentiale, og vi er derfor ikke overraskede over salget. Der har været stor efterspørgsel efter Codan Danmark, og processen er derfor forløbet forholdsvist hurtigt. Et hurtigt salg af Codan er positivt for alle parter - ikke mindst for Tryg og vores aktionærer. Vi ønsker Alm. Brand. tillykke med transaktionen,« udtaler Morten Hübbe.

Det ventes, at handlen bliver endelig gennemført i løbet af første halvår 2022. Det kræver dog bl.a., at myndighederne skal godkende handlen.

Tryg modtager halvdelen af provenuet, men oplyser samtidig, at handlen ikke kommer til at påvirke selskabets forventninger til 2021. Når handlen er gennemført, vil Tryg dog gennemføre et aktietilbagekøbsprogram til en værdi af ca. 5 mia. kr., lyder det.

Codan var tidligere ejet af RSA, men dette selskab blev erhvervet af Tryg og Intact. Alm. Brand vil hente 11,6 kr. i frisk kapital for at finansiere en handlen.

BRANCHENYT
Læs også