Finans

Basisbank opgiver sin licens - fyrer halvdelen af de ansatte

Basisbank vil afvikle sin indlånsvirksomhed og vil derfor aflevere sin banklicens til Finanstilsynet.

Den danske erhvervsmand Lars Thuesen er gået fra at være storaktionær til næsten eneejer i Basisbank. Foto: Charlotte de la Fuente

Basisbank har besluttet at lave betydelige ændringer i sin forretningsmodel.

Det betyder, at onlinebanken nu vil aflevere sin banklicens, at 15.000 indlånskunder nu skal finde en ny bank, og at halvdelen af de omkring 100 ansatte mister jobbet.

Det fortæller Basisbank mandag i en pressemeddelelse.

»Basisbank har derfor i dag meddelt, at den vil afvikle sin indlånsvirksomhed og derefter indlevere sin banklicens og fortsætte som forbrugslånsselskab. Dette betyder desværre, at vi må sige farvel til en stor del af vores medarbejdere, 45 af i alt 109 medarbejdere er i dag blevet opsagt,« står der i pressemeddelelsen.

Lars Thuesen, der er bestyrelsesmedlem i Basisbank og for nylig gik fra at være storaktionær til næsten eneejer af banken, uddyber i pressemeddelelsen beslutningen om at aflevere banklicensen.

»Der er gennem de seneste år sket en række ændringer i omverdenen, der i høj grad påvirker, hvorledes vi ser på fremtiden, og vores muligheder for at kunne udvikle vores forretning lønsomt,« siger han.

Flere faktorer spiller ind på beslutningen, herunder at det ifølge Basisbank er blevet mere kapitalkrævende at være bank, og at ny lovgivning og vejledninger gør det sværere at tjene penge på udlånsdelen af virksomheden.

Basisbank tilbyder i dag simple online-indlånsprodukter til ca 15.000 privatkunder, der samlet har indlån i banken på 3 milliarder kroner. De indlånskunder skal i løbet af de næste 18 måneder finde en ny bank, oplyses det i pressemeddelelsen.

»For at lette det for den enkelte indlånskunde, er det hensigten at overføre dem samlet til et andet pengesinstitut,« står der i pressemeddelelsen.

De 95.000 udlånskunder vil ikke blive berørt af Basisbanks beslutning om at aflevere banklicensen.

I det seneste regnskab for første halvår af 2020 var der røde tal på bundlinjen. Resultatet før skat endte på minus 84,4 mio. kr. Resultatet blev banket i rødt som følge af nedskrivninger på 128 mio. som følge af coronavirussen og en tilpasning af de såkaldte IFRS 9-modeller.

Basisbank blev skabt tilbage i begyndelsen af 2000, og dengang var det planen, at onlinebanken skulle trække kunder til med bedre vilkår end i de traditionelle banker. Kunderne kom til, men når de havde placeret deres penge i banken, var det omvendt småt med lånelysten. Banken endte dermed med et indlånsoverskud.

Det blev brugt til at låne ud til ejendomsselskaber, men da finanskrisen fik fundamentet under ejendomsmarkedet til at slå revner, endte Basisbank med store tab.

I 2012 blev Basisbank så solgt og Lars Thuesen kom med i ejerkredsen. Og da den daværende direktør året efter måtte træde tilbage, trådte Lars Thuesen til som adm. direktør. En rolle han havde frem til 2017, og frem til 2018 var han en del af direktionen.

BRANCHENYT
Læs også