Finans

Danske Bank: Billigere boliglån er på vej fra Totalkredit

Landets største bank vurderer, at konkurrenten Totalkredits realkreditlån snart bliver så billige, at det er game over for konkurrenterne.

Koncernchef Michael Rasmussen kan ifølge Danske Bank snart med hjælp fra Nykredits ejerforening, Forenet Kredit, som Nina Smith er formand for, øge rabatten til koncernens kunder. Arkivfoto: Lars Krabbe Foto: Lars Krabbe

De 870.000 danskere, der har realkreditlån i Totalkredit, kan se frem til snarlige prisfald.

Det vurderer Danske Bank i en omfattende analyse af bankmarkedet. Ifølge storbanken er konkurrenten Nykredit - som også omfatter Totalkredit - i topform. Derfor er der råd til snart at skrue op for koncernens rabatmodel til boligejere kaldet kundekroner.

Nykredit-koncernen har ifølge Danske Bank råd til at forhøje rabatten fra de nuværende 0,15 til 0,24 pct. point. Men da stabilitet er afgørende for de store finanskoncerner, forventer Danske Bank, at konkurrenten nøjes med at hæve rabatsatsen til 0,20 pct. Det er ifølge Danske Bank et realistisk scenarie.

»Selv nu er 15 bp (en rabat på 0,15 pct. point - red) kundekroner en væsentlig konkurrencefordel, men at øge den til 20 bp ville være et hårdt slag for konkurrenterne,« skriver Danske Banks tre analytikere i den 56 side lange analyse af det danske bankmarked.

Vores formue skal komme kunderne til gode.

Nina Smith, formand for Forenet Kredit

En forhøjelse af rabatten til 0,20 pct. point svarer til et yderligere prisfald på 7 pct. for en gennemsnitlig boligkunde i Totalkredit, som i snit betaler 0,72 pct. i bidragssats. Den enkelte kundes sats afhænger af typen af lån og lånets størrelse i forhold til boligens værdi.

Nykredits hovedaktionær, Forenet Kredit, bekræfter, at det økonomisk går godt, men har endnu ikke besluttet, om det skal føre til lavere bidragssatser til boligejerne.

»Vores formue skal komme kunderne til gode. Førsteprioriteten er, at vi har kapital nok til, at Nykredit og Totalkredit altid kan være til stede med udlån til kunderne. Derefter deler vi overskuddet til gavn for kunderne, så de kan få eksempelvis kundekroner og foreningsfordele (rabatter på gebyrer i Nykredit - red.),« siger Nina Smith, formand for Forenet Kredit.

I 2017 aflyste Nykredit en planlagt børsnotering og fik i stedet en stribe pensionsselskaber i ejerkredsen. Den kundeejede Forenet Kredit er dog den klart største aktionær med en ejerandel på knap 80 pct. Det er den, der bruger sine årlige overskud til at give rabatter til boligejerne.

»Vores finansielle mål ser ud til at være inden for rækkevidde i en overskuelig fremtid, fordi det går godt i Nykredit og Totalkredit. Det skal drøftes i repræsentantskabet, før vi kan sige noget konkret, og vi skal først have vores kapital helt på plads, før vi tager forskud på andre dispositioner,« siger Nina Smith.

Konkurrencesituationen er alvorlig, specielt for Jyske Bank og Danske Bank.

Danske Bank i en analyse

I forbindelse med den aflyste børsnotering blev der indgået en aftale med Finanstilsynet om, at Forenet Kredit skal opbygge en kapitalbuffer på 10 mia. kr., så der er en økonomisk redningskrans i tilfælde af, at Nykredit får problemer.

Forenet Kredit mangler kun 900 mio. kr. for at få den økonomiske buffer på plads. Derfor vil ejerforeningen leve op til myndighedernes krav efter den næste udbyttebetaling fra Nykredit, som efter planen finder sted til foråret.

Når bufferen er opbygget, er der ifølge Danske Bank råd til at øge rabatterne.

Udover kapitalbufferen ønsker Forenet Kredit at have penge nok i kassen til at finansiere to års rabatter. Den del er dybest set også på plads. På grund af coronapandemien bad Finanstilsynet sidste år Nykredit og andre finanskoncerner om at holde igen med udbyttebetalingerne. Derfor mangler Nykredits ejerforening at få udbetalt sin andel på ca. 3 mia. kr. af Nykredits overskud for 2019. Det skal ses i forhold til, at to års kunderabatter i runde tal udgør 2,5 mia. kr.

Selv uden en yderligere bidragsnedsættelse er Nykredit og Totalkredit en hård konkurrent. Danske Bank peger på, at Totalkredit siden udgangen af 2017 har sat sig på 82 pct. af al nyudlån til privatkunder.

»Konkurrencesituationen er alvorlig, specielt for Jyske Bank og Danske Bank,« fastslår Danske Bank i analysen.

Alle kunder bør have adgang til de bedste og billigste produkter.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet

Ifølge storbanken vil Totalkredit fortsat dominere markedet de kommende år. Realkreditselskabets lån sælges gennem 50 partnerbanker, hvor Sydbank, Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank er blandt de største. De har ifølge Danske Bank udsigt til at vokse kraftigt på realkreditmarkedet.

»Som kontrast er der en stor sandsynlighed for, at særligt Jyske Bank og Danske Bank vil tabe markedsandele i de kommende år, mens Nordea fortsat vil vokse stort set på linje med markedet,« skriver Danske Bank i analysen.

Samtidig fastslår Danske Bank, at hvis Nykredit øger rabatsatsen til kunderne, kan det for konkurrenterne være »game over«.

En bankekspert er enig i Danske Bank-analytikernes konklusioner.

»Nykredit har bragt sig i en fantastisk situation, som i høj grad skyldes en fremragende distributionsplatform,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Han peger på, at det kan blive nødvendigt for bl.a. Danske Bank og Jyske Bank at tilbyde deres kunder produkterne fra Totalkredit.

»Min holdning er, at alle kunder bør have adgang til de bedste og billigste produkter. Kun sådan sikrer vi os bedre konkurrence i sektoren. Og det bør medføre, at eksempelvis Danske Bank også tilbyder deres kunder Totalkredits realkreditlån og omvendt. Så må det bedste produkt vinde,« siger Lars Krull.

Danske Bank oplyser, at den ikke har nogen kommentar.

Læs også