Finans

Danske Bank erkender fejl i op til 16.000 konkurssager: Andre kreditorer kan være blevet snydt

Byretterne skal til at genbehandle op til 16.000 forkert afgjorte konkurssager. Danske Bank kan have fået penge på andre kreditorers bekostning.

Inkassosagen i Danske Bank har mange forgreninger – også til konkurssager. Foto: Jens Dresling

–. Det betyder, at Danske Bank kan have fået for mange penge ud af konkursboerne på bekostning af andre kreditorer.

Banken har ikke et overblik over, hvor store beløb der kan være tale om. Sagen er en udløber af bankens sag om ulovlig gældsinddrivelse.

Efter de foreliggende oplysninger fra Danske Bank er der tale om et potentielt stort antal sager.

Domstolsstyrelsen

De mange sager skal nu genbehandles i landets byretter. Det er så stor en opgave, at Domstolsstyrelsen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge, om de enkelte byretter kan få hjælp til sagsbehandlingen.

Sagen er stadig så ny, at arbejdsgruppen endnu ikke har haft sit første møde.

»Efter de foreliggende oplysninger fra Danske Bank er der tale om et potentielt stort antal sager, der skal genoptages ved skifteretterne,« oplyser Domstolsstyrelsen i en e-mail til Finans.

I 2019 og 2020 behandlede byretterne henholdsvis knap 12.000 og 11.000 almindelige civile sager, så den nye sagspukkel fra Danske Bank er en stor mundfuld for retssystemet.

Sagerne fordeler sig på konkurser, rekonstruktioner, dødsboer og gældssanering, oplyser Domstolsstyrelsen.

»Genåbnes en sag, skal der tages stilling til fordeling af det beløb, som Danske Bank kan have modtaget for meget. Det vil være Danske Bank, der skal betale et eventuelt beløb retur til boet, hvorfra fordeling skal ske,« oplyser Domstolsstyrelsen.

Derfor er vi i dialog med Domsstolsstyrelsen for at sikre, at vi finder den bedste løsning på de tilfælde, hvor vi har anmeldt et for højt krav.

Peter Rostrup-Nielsen, vicedirektør i Danske Bank

I en dialog med Domstolsstyrelsen har Danske Bank bekræftet, at det kan dreje sig om 14.000 til 16.000 sager.

»Derfor er vi i dialog med Domsstolsstyrelsen for at sikre, at vi finder den bedste løsning på de tilfælde, hvor vi har anmeldt et for højt krav, hvilket kan have ført til, at andre kreditorer, som eksempelvis andre banker, ikke har fået den rette andel af tilbagebetalingen af den misligholdte gæld, som inkassokunden samlet set har skyldt,« siger Peter Rostrup-Nielsen, vicedirektør i Danske Bank.

Selve opgaven med at genbehandle de enkelte og allerede afgjorte retssager ligger i de enkelte byretter og i Sø- & Handelsretten.

»De juridiske vurderinger og afgørelser i de konkrete sager træffes af den enkelte ret. Danmarks Domstole værner altid om retssikkerheden i den enkelte sag, i det omfang loven fordrer det,« skriver Domstolsstyrelsen.

Domstolsstyrelsen er i dialog med Danske Bank for at få oplysninger om antal sager, sagstyper og sagernes geografiske fordeling ved retterne.

»Dialogen har desuden været med henblik på at tydeliggøre over for Danske Bank, hvilke oplysninger banken skal fremsende til retterne til brug for retternes behandling af sagerne,« skriver Domstolsstyrelsen.

Banken tog et nyt system til håndtering af inkassosager i brug i 2004, og fødte i den forbindelse systemet med forkerte data.

Læs også