Finans

McLaren F1 solgt for rekordbeløb i Californien

Ifølge CNBC er det den dyreste McLaren F1 nogensinde.

Denne McLaren F1 blev solgt for knap 130 mio. kr. Foto: Gooding & Company's

Fredag lod en auktionarius på en bilauktion i Californien hammeren falde tungt, idet han netop havde modtaget et rekordbud på vilde 20,5 mio. dollars på en McLaren F1 fra 1994 i den helt særlige farve ”Creighton Brown”.

Dermed gjorde hammerslaget forventningerne om et prisleje omkring 15 mio. dollars til skamme, og denne McLaren F1 blev derfor den dyrest solgte af sin slags nogensinde.

Det skriver CNBC.

Bilen, der efter dagens dollarskurs blev solgt for knap 130 mio. kr., er ifølge auktionshuset Gooding & Co. noget helt specielt.

»McLaren F1 er bredt anerkendt som den vigtigste bil bygget i de sidste fire årtier. Den er en ”tour de force” ud i bil-ingeniørkundskab med en uovertruffen konkurrence-stamtavle inklusiv en sejr på Le Mans. Med kun 100 gade- og løbs F1’ere bygget, vil denne bil give sin kommende ejer entre ind i en ekstrem eksklusiv klub,« fortalte Gooding & Company’s seniorspecialist David Brynan i en pressemeddelelse i forbindelse med, at auktionen af den eftertragtede bil blev offentliggjort.

Motoren i bilen er en 6-liters V-12, der yder mere end 600 hestekræfter, hvilket kan bringe den langt op over 300 km/t. Desuden har kilometertælleren i netop denne McLaren F1 endnu ikke rundet 400 kørte kilometer.

Se auktionshusets videopræsentation af bilen i nedenstående link:

Da McLaren F1 kom på gaden i midten af 1990’erne, blev de typisk solgt for i omegnen af 800.000 til 1 mio. dollars, og det tør altså siges, at priserne er steget voldsomt siden. Et fænomen, der i øjeblikket ikke blot ses blandt de dyreste biler på markedet, men som også blandt almindelige biler har været set i den seneste tid i USA.

I juni fik coronakrisen og manglen på chips i bilindustrien priserne på visse bilmodeller til at rode rundt i højere luftlag end de oprindelige salgspriser, da de var nye. Priserne på brugte biler var således på et år steget med mere end 30 pct.

Læs også