Finans

50.000 boligejere kan få store besparelser næste år

De kraftigt stigende boligpriser har sendt boligejernes belåningsgrader ned. Det gør det muligt at spare penge.

Flere steder i landet er boligpriserne steget så meget, at boligejerne med fordel kan forsøge at sænke bidragssatsen, fordi gælden udgør en mindre del af den samlede værdi. Foto: Martin Lehmann

De kraftigt stigende boligpriser gør det muligt for 50.000 boligejere, som skal refinansiere deres realkreditlån i 2022, at opnå mærkbare rabatter på bidragssatsen.

Det viser en analyse, som Finans har bedt Danske Banks realkreditselskab, Realkredit Danmark, om at lave.

Man skal servicere sine boliglån, som man servicerer sin bil - gerne en gang om året.

Marlene Nørgaard Carolus, adm. direktør i Mybanker

I forbindelse med refinansieringerne næste år kan titusindvis af boligejere med flekslån spare mere end 2.000 kr. efter skat om året, hvis de omlægger deres lån. Det skyldes, at boligpriserne er steget så meget, at deres belåningsgrad er faldet mærkbart. En lavere belåningsgrad udløser en lavere bidragssats.

»Denne mulighed er et relativt nyt fænomen. Den er opstået, fordi der har været store prisstigninger i nogle områder. Det gør det relevant for flere boligejere end tidligere at overveje, om de skal foretage en låneomlægning i forbindelse med næste refinansiering,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.

Som boligejer ville jeg da klart forsøge at prutte om prisen. Banker vil jo gerne beholde de gode kunder.

Rune Wagenitz Sørensen, adm. direktør i Miranova Fondsmæglerselskab

Samme melding kommer fra Jyske Banks realkreditinstitut.

»Der er ingen tvivl om, at det er relevant for titusindvis af kunder - heraf også mange Jyske Bank-kunder - at overveje en låneomlægning som følge af prisstigningerne. Det handler derfor om for mange boligejere at få lavet en aftale med deres bankrådgiver for at gennemgå regnestykket,« siger Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Realkredit.

Det koster som udgangspunkt i runde tal 10.000 kr. at omlægge et realkreditlån. Det skal den årlige besparelse på bidragssatsen holdes op imod.

Derfor kan det ikke betale sig for alle kunder at foretage en omlægning, selv om det udløser en lavere bidragssats.

Netop omkostningerne betyder, at Totalkredit anbefaler boligejerne at tage en snak med deres bankrådgiver, så alle aspekter kommer med i vurderingen. Det er nemlig meget individuelt, om det kan betale sig.

»Ønsker man at låne lidt mere i sin bolig til f.eks. renovering af køkken eller bad, kan det tale for en omlægning, da man dermed både får et provenu ud og samtidig en lidt lavere bidragssats,« siger Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit.

Denne mulighed er et relativt nyt fænomen. Den er opstået, fordi der har været store prisstigninger.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark

Realkredit Danmark adskiller sig fra konkurrenterne på den måde, at kunder med afdragsfrie lån automatisk får nedsat bidragssatsen, når belåningsgraden falder til under 60 pct. af boligens værdi.

Der kan stadig være penge at spare for disse kunder ved en omlægning, men kunder med afdragsfrie lån hos konkurrenterne kan opnå større besparelser, fordi deres bidragsbetaling ikke automatisk justeres.

Derfor vil en låneomlægning for at opnå en bidragsbesparelse være relevant for flere kunder med afdragsfrie lån hos konkurrenterne end hos Realkredit Danmark.

Realkredit Danmark har ca. 10.000 kunder med flekslån, som kan spare mindst 2.000 kr. om året ved at foretage en omlægning i 2022. Heraf kan knap 2.000 kunder spare mindst 5.000 kr. årligt.

Der er ingen tvivl om, at det er relevant for titusindvis af kunder.

Mikkel Høegh, boligøkonom i Jyske Realkredit

Omregnet til hele markedet svarer det til, at ca. 50.000 boligejere kan spare mere end 2.000 kr. årligt og dermed tjene en låneomlægning hjem på op til fem år. Heraf kan ca. 8.000 boligejere spare mere end 5.000 kr. årligt og således tjene omlægningen hjem på to år.

»Vi har ikke en specifik anbefaling om omlægning eller ej relateret til bidragssats alene, da der er mange individuelle forhold, der gør sig gældende. Og kunderne skal i sidste ende selv vurdere, om en sådan omlægning giver mening for dem,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

En privatøkonomisk rådgiver anbefaler alle boligejere, som overvejer at omlægge deres realkreditlån, at trykke bankrådgiveren på maven.

»Det kan godt være, at der er nogle stiftelsesomkostninger på et nyt realkreditlån, men det er jo standardpriser, og som boligejer ville jeg da klart forsøge at prutte om prisen. Banker vil jo gerne beholde de gode kunder,« siger Rune Wagenitz Sørensen, privatøkonomisk rådgiver og adm. direktør i Miranova Fondsmæglerselskab.

Han peger samtidig på, at mange danskere har kontanter stående på konti, som de betaler negative renter af.

»Man kan overveje at bruge dem til at komme ned under en grænse, som gør, at bidragssatsen falder til det laveste niveau. Det er i hvert fald en god måde at minimere udgifterne både til negative renter og til realkreditlånet,« siger Rune Wagenitz Sørensen.

Ønsker man at låne lidt mere i sin bolig til f.eks. renovering af køkken eller bad, kan det tale for en omlægning.

Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker i Totalkredit

Den øverste chef i Mybanker, der sammenligner priser i finanssektoren, opfordrer boligejere til at tjekke deres boliglån jævnligt og især i perioder, hvor boligpriserne stiger markant.

»Man skal servicere sine boliglån, som man servicerer sin bil - gerne en gang om året. Og alle de områder, hvor der har været værdistigning - og det er mange steder - skal man finde ud af, om man kan få bidragssatsen ned. Der kan være mange penge at hente på sigt,« siger Marlene Nørgaard Carolus, adm. direktør i Mybanker.

I analysen fokuserer Realkredit Danmark udelukkende på kunder med flekslån. Det skyldes, at der ikke er et oplagt konverteringsvindue for kunder med fastforrentede lån lige nu.

»Så for dem er tiden ikke moden til at foretage en konvertering, selv hvis det udløser en rabat på bidragssatsen,« forklarer Christian Hilligsøe Heinig.

Kunder i Nordea får som udgangspunkt ikke lov til at omlægge det eksisterende lån med et nyt, tilsvarende lån.

»Et nyt lån kræver, at vi tager ud og vurderer den pågældende bolig, og det gør vi kun, når vi påtager os mere risiko. Det sker, når kunderne optager et tillægslån på minimum 100.000 kr., eller de skal have forlænget afdragsfriheden,« siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea Kredit.

Læs også