Finans

L'easy-ejers bank har fået 5.000 kunder på et halvt år

Den netbaserede Facit Bank, som er en del af Niels Thorborgs koncern, tilbyder positive renter på indlån.

Niels Thorborg ejer Facit Bank gennem sin milliardkoncern. Facit Bank åbnede for indlån i december 2019. Foto: Nicolai Lorenzen

Kunderne fortsætter med at komme ind ad døren hos Facit Bank. Det viser halvårsregnskabet fra den netbaserede bank, der er ejet af L’easy-ejeren Niels Thorborg.

»Banken har siden årsskiftet haft en kundetilgang på over 5.000 kunder samt en udlånsvækst på 26,6 pct. og har nu over 18.000 kunder, hvilket er tilfredsstillende,« skriver banken i sit halvårsregnskab.

Facit Bank åbnede for indlån i slutningen af 2019, hvor den slog sig op på positive indlånsrenter. Kort tid forinden havde Jyske Bank som den første bank herhjemme meddelt, at den ville indføre negative renter for privatkunder.

Siden har de negative renter spredt sig som ringe i vandet i den danske banksektor. Ringene er dog ikke nået til Facit Bank, men den positive rente, som kunderne kan få, er blevet mindre og mindre. Frem til midten af 2020 kunne man ved at binde sine penge i 60 måneder få en rente på 1,15 pct., mens man ved at binde sine penge i 36 måneder kunne få en rente på 0,4 pct.

I dag kan man få en rente på 0,1 pct. ved at binde sine penge i 36 måneder.

»Banken har med succes introduceret sine opsparingsprodukter i et indlånsmarked i forandring, hvorved banken har etableret et tilfredsstillende fundingniveau,« skriver banken i halvårsregnskabet.

Mens banken fortsat oplever en tilstrømning af kunder, har den ikke fået vendt udviklingen på bundlinjen endnu. Facit Bank er således kommet igennem den første halve del af året med et underskud på 30 mio. kr. Til sammenligning endte resultatet for samme periode i fjor på minus 25,1 mio. kr., mens underskuddet for hele 2020 endte på 87,1 mio. kr.

»Resultatet lever op til forventningerne,« lyder det i regnskabet.

Bag Facit Bank står Niels Thorborg, der er én af de mest velhavende personer i Danmark. Niels Thorborgs forretninger spænder vidt under 3C-koncernen. Her ligger f.eks. L’easy, Odense Sport & Event samt en stor ejendomsportefølje.

Læs også
Top job