Finans

»Det er meget fine afkast«: Sådan har pensionsselskaberne klaret sig indtil nu i år

Pensionskunder med middel risiko og 20 år til pension har i gennemsnit fået mere end 10 pct. i afkast på ni måneder.

De danske pensionskunder med markedsrente har indtil nu i 2021 fået gode afkast. Foto: Lærke Posselt

2021 har været et godt år for de danske pensionskunder. Det viser en analyse fra den uafhængig investeringsekspert og -rådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen, der har opgjort afkastet i de danske pensionsselskaber i de første ni måneder af året.

For kunder med livscyklusprodukter i markedsrente med en middel risiko og 20 år til pension har året indtil nu i gennemsnit givet et afkast på 10,9 pct.

»Det er meget fine afkast. Selv om det gik lidt tilbage i september, er helhedsindtrykket stadig solidt, og mange pensionsformuer er tæt på toppen,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

I modsætning til tidligere år er det ikke både obligations- og aktiemarkedet, der har bidraget til afkastet. I år har det primært været aktiemarkedet, som har trukket op. Og så har alternative investeringer også trukket op i afkastet.

»Der er ingen tvivl om, at finansmarkederne har udviklet sig meget forskelligt i år. Mange obligationer ligger omkring nul i afkast, mens aktierne er steget 20 pct. Det er i høj grad allokeringen, der er afgørende for rangeringen i år, alt efter hvordan pensionsselskaberne har valgt at placere pengene,« siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

I toppen af listen finder man Industriens Pension, hvor afkastet i årets første tre kvartaler lyder på 16,5 pct. Herfra lyder det, at det særligt er to ting, der har trukket afkastet op.

»Vores investeringer i private equity og infrastruktur har ikke gjort det lige så godt som vores noterede aktier de seneste to år, men nu har de for alvor catchet up,« forklarer Peter Lindegaard, der er investeringsdirektør i Industriens Pension.

Derudover har pensionskassen en såkaldt realafkastmålsætning. Pensionskassen prøver med andre ord at opnå et højt realafkast og bevare medlemmernes købekraft.

Det betyder, at vi har en inflationsafdækning, som i et vist omfang dækker, hvis købekraften bliver udhulet af stigende inflation. Sidste år var det ikke med til at øge afkastet, men i år har det øget afkastet kraftigt,« siger Peter Lindegaard.

En anelse længere nede af listen finder man Danica Pension, hvor afkastet frem til udgangen af september lyder på 11,6 pct.

»Det er primært aktiemarkedet, der har bidraget til afkastet i år. For vores vedkommende har alternative investeringer i høj grad også bidraget. Markedet har været massivt præget af børsnoteringer. Det har vi nydt godt af på private equity-siden i flere tilfælde, og i andre tilfælde har vi også været med i de rigtige børsnoteringer,« siger Poul Kobberup, der er investeringsdirektør i Danica Pension.

Læs også