Finans

Kinesisk regulering vil lægge en dæmper på singledag

E-handelsgiganter er gået noget mere varsomt til værks op til singledag, da de er ramt af kinesisk kontrol.

Det er uvist om salgstal fra singledag i Kina bliver offentliggjort ligesom tidligere år på grund af regulering fra myndighederne. Foto: Tingshu Wang/Reuters

Kina afholder torsdag en mere afdæmpet version af sin årlige shoppedag - den såkaldte singledag, der hylder enlige.

Det skyldes blandt andet, at landets e-handelssektor på det seneste er blevet ramt af reguleringsindgreb fra regeringen. Det gælder blandt andet platforme som Alibaba.

Singledag er verdens største shoppefestival. Den har de seneste år overgået Black Friday og Cyber Monday.

Shoppefestivalen har sædvanligvis været ledsaget af aggressive tilbud og konstante opdateringer om stigende salgstal hos Alibaba.

Men i år er der ingen løbende opdateringer med triumferende salgstal fra store platforme.

Statslige medier har beskrevet dette års singledag som noget roligere i kølvandet på den kinesiske kontrol af flere store teknologivirksomheder, herunder Alibaba.

Den kinesiske regering i Beijing har gjort det til et mål at holde bedre opsyn med landets store techvirksomheder.

Flere af dem er blandt de største og mest værdifulde i verden, men det har i Beijing skabt bekymring for, at deres markedskræfter kvæler konkurrencen og gør dem for magtfulde.

Sidste år meldte Alibaba og konkurrenten JD.com om et samlet salg på 115 milliarder dollar. Det svarer til omkring 754 milliarder kroner.

Det er uvist om salgstallene overhovedet bliver offentliggjort i år.

Singledag begyndte for mere end ti år siden. I de første år var det kun den ene dag, at shoppefesten stod på. Men siden har den i Kina udvidet sig til at vare fra 1.-11. november, hvor tilbuddene kulminerer på sidstedagen.

Det er uklart, hvordan singledagen opstod. Men en fortælling siger, at det var fire unge singlefyre på universitet i den kinesiske by Nanjing, der fandt på at benytte datoen 11.11 til at fejre, at de var enlige. Derfra skal idéen have bredt sig.

Herhjemme er dagen blevet mere og mere udbredt de seneste år, og torsdag er der også massevis af tilbud at finde i butikkerne og på diverse hjemmesider.

Læs også
Top job