Finans

Pressemøde i Statsministeriet om oplukning af samfundet kl. 18:30 - følg det her på Finans og læs allerede nu nedenfor om planerne.

Danica Pension har en god nyhed til 225.000 kunder

Danica Pension hæver fra årsskiftet kontorenten for mange tusind kunder.

En større kundegruppe i Danica Pension kan efter årsskiftet se frem til en højere kontorente. Foto: Mogens Flindt

Hundredtusinder af kunder i Danica Pension kan godt begynde at glæde sig til årsskiftet. I det nye år skruer pensionsselskabet nemlig op for kontorenten for 225.000 kunder i produktet Danica Traditionel. Der er tale om kunder i de såkaldte kundegrupper D1-D4.

»Det er glædeligt, at vores kunder i Danica Traditionel kan se frem til højere kontorenter fra begyndelsen af 2022. Det vil altså sige, at kundernes depoter forrentes med mere fra 2022,« udtaler Søren Lockwood, der er kommerciel direktør i Danica Pension, i en skriftlig kommentar.

For kunder i rentegruppe D1 kommer kontorenten fra nytår til at lyde på 2 pct. I øjeblikket ligger den på 1 pct. Kunderne i rentegruppe D4 får i øjeblikket en rente på 1,8 pct. I det nye år kommer den til at stige til 6 pct.

»Stigningen i kontorenten skyldes bl.a., at vi i 2021 har set væsentligt højere afkast til pensionskunderne end forventet, samtidig med at vi fremadrettet forventer et lidt højere afkast,« lyder det fra Søren Lockwood.

Rentegruppe

D1

D2

D3

D4

Kontorente pr. 31.december 2021

1,0 pct.

1,8 pct.

1,8 pct.

1,8 pct.

Kontorente pr. 1. januar 2022

2,0 pct.

3,0 pct.

4,0 pct.

6,0 pct.

Begrebet kontorente er knyttet til de såkaldte gennemsnitsrenteprodukter. Her får kunderne hvert år et fast afkast, og det kaldes kontorente. Med et gennemsnitsrenteprodukt bliver afkastet udjævnet over flere år, og det betyder, at kunder i år med negative afkast på finansmarkederne alligevel vil få et positivt afkast.

På denne måde adskiller gennemsnitsrenteproduktet sig fra markedsrenteprodukter, hvor kunderne får det afkast, som pensionsselskaberne har kunnet skabe i et givent år. Det vil sige, at kunderne her kan få et negativt afkast, hvis der har været modvind på finansmarkederne.

Læs også
Top job