Finans

Flertal afsætter 1 mia. kr. til trængte sygehuse

Pakke skal hjælpe coronapressede sygehuse vinteren over. En milliard kroner er med ny aftale på vej.

Landets hospitaler får et økonomisk løft fra et politisk flertal, der vil bidrage til at fastholde sundhedspersonale og styrke aktiviteten på sygehusene. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Udskudte operationer, trætte sygeplejersker og mere end 400 coronapatienter har i de seneste uger lagt et tungt pres på landets sygehuse.

Nu er der dog hjælp på vej. Søndag aften er regeringen og et politisk flertal på Christiansborg blevet enige om en ”cornavinterpakke”. Den består af én milliard kroner til midlertidige indsatser i vintermånederne. Det siger finansminister Nicolai Wammen (S).

- Vores sygehuse er lige nu i en helt ekstraordinær situation, hvor de hen over vinteren vil være under markant pres, blandt andet på grund af COVID-19.

- Derfor er jeg glad for, at vi i dag er blevet enige om en midlertidig coronavinterpakke, siger Nicolai Wammen.

Fakta: Det indeholder regeringens coronavinterpakke


Regeringen, SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne er blevet enige om en særlig coronavinterpakke til de trængte sygehuse.

Aftalen er en delaftale, som er blevet indgået under forhandlingerne om næste års finanslov.

Pakken betyder, at regionerne får en milliard kroner til at afhjælpe presset på de danske sygehuse.

Her er punkterne i aftalen:

* En milliard kroner ekstraordinært til midlertidige indsatser i sundhedsvæsenet hen over vinteren.

  • Regionerne skal udmønte pengene til at få sundhedsvæsenet igennem en svær vinter. Det er regionerne, som står for at forhandle, hvad pengene skal gå til sammen med de relevante fagorganisationer.
  • Pengene skal bruges til at fastholde sundhedspersonale, og de skal styrke aktiviteten i sygehusvæsenet til gavn for patienter og personale.
  • Pengene skal tilgodese alle personalegrupper i sygehusvæsenet. Det understreges, at det ikke er et permanent lønløft til nogle faggrupper, men en midlertidig ordning.

* I foråret lavede regeringen sammen med en række partier en aftale om, at personer, som har en ekstraindtægt som følge af covid-19, ikke skal modregnes i pension.

  • Det betyder, at man som pensionist eksempelvis kan arbejde med at teste for covid-19, uden at det bliver modregnet i ens pension.
  • Den bliver forlænget til og med 2022. I øjeblikket står den til at udløbe 31. december 2021.

* Der afsættes også midler til, at udenlandske læger, tandlæger og andet sundhedspersonale kan få en kortere sagsbehandling, før de kan arbejde i Danmark.

  • I øjeblikket kan det tage flere år for en udenlandsk læge at få autorisation i Danmark, hvis vedkommende kommer uden for norden eller EU.
  • Partierne bag aftalen vil afsætte 11,3 millioner næste år, og 11,8 millioner i 2023 til at nedbringe sagsbehandlingen hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kilder: Finansministeriet.

/ritzau/

Pengene skal hjælpe både patienter og personale til at komme bedre igennem vintermånederne. Her truer øget coronasmitte og uvisheden omkring den nye variant Omikron at gøre dagligdagen endnu mere presset for sundhedspersonalet, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

- De uger og måneder vi ser frem til nu kan vise sig at rumme den perfekte storm. Antallet af indlæggelser er allerede nu en belastning. Og de estimater, vi har, viser, at der er behov for rettidig omhu ved at lave denne aftale i december måned, siger Magnus Heunicke.

Pengene skal ifølge aftalen bidrage til at fastholde sundhedspersonale og styrke aktiviteten på landets sygehuse.

Mange sygeplejersker har formentlig håbet på et direkte lønløft fra Christiansborg. Men det er ikke målet med aftalen.

Her lægges der vægt på, at det er regionerne, der skal aftale fordelingen af pengene med alle de relevante fagorganisationer.

- Vi har tillid til, at regionerne vil være bedst til at stå for forhandlingerne, siger Nicolai Wammen.

Samtidig vil der kun blive tale om midlertidige tillæg, der skal kunne holdes ude af reguleringsordningen.

Dermed bliver der ikke tale om, at sygeplejerskerne vil kunne se frem til en permanent lønforhøjelse på den månedlige lønseddel. Det var ellers målet for sygeplejerskernes langvarige konflikt hen over sommermånederne.

På Christiansborg er politikerne forsigtige med at blande sig i konflikterne på arbejdsmarkedet i respekt for den danske model.

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, lægger dog ikke skjul på, at beløbet bliver afsat for at ”undgå et kollaps” i sundhedsvæsnet.

- Sundhedspersonalet har knoklet under pandemien i halvandet år og over mange år i ringe arbejdsvilkår. Det slider dem op. Den her pakke skal holde liv i hospitalerne og sygehusene og passe på dem, der passer på os, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun fastholder ligesom Enhedslisten, at der på sigt skal gøres noget i forhold til det varige lønløft af hele den offentlige sektor.

- Vi ved, at der er hårdt brug for alt sundhedspersonale lige nu, og det her kan forhåbentlig styrke beredskabet og sikre mere personale på hospitalsgangene. Men derefter skal vi kigge på uligelønnen i hele den offentlige sektor. Det er en bunden opgave, som akutpakken ikke må skygge for, siger Pia Olsen Dyhr.

SF foreslog ved nedsættelse af lønstrukturkomitéen, at der afsættes to milliarder kroner til at gå i gang med det varige lønløft i hele den offentlige sektor.

Ud over regeringen er SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne med i aftalen.

Læs også
Top job