Serier
BREAKING

Eventbranche vil have kompensation hvis julefrokoster aflyses

Beslutter regeringen at anbefale at aflyse julefrokoster, vil eventbranche have økonomisk kompensation.

Corona rammer verden
Arkivfoto

Hvis regeringen anbefaler, at julefrokoster og andre sociale arrangementer op til jul bliver aflyst, bør eventbranchen få økonomisk kompensation.

Det udtaler Mia Amalie Holstein, som er vicedirektør i SMVdanmark, der organiserer 18.000 små og mellemstore virksomheder.

- Hvis politikerne gør, som epidemikommissionen lægger op til, nemlig at anbefale at danskerne aflyser julefrokoster og andre sociale arrangementer, så er det reelt det samme som at lukke eventbranchen ned, siger hun.

En anbefaling fra regeringen om at aflyse julefrokoster vil ikke give virksomhederne mulighed for at få kompensation fra staten, selv om det påvirker indtægterne betydeligt, siger Mia Amalie Holstein.

- Hvis regeringen går ud og anbefaler, at julefrokosterne aflyses, sender det et tydeligt signal til danskerne om, at man bør aflyse.

- Selv om regeringen ikke styrer, at julefrokoster skal aflyses med lov, så styrer de det stadig. Derfor mener vi, at vores medlemmer har retskrav på kompensation, siger hun.

Udmeldingen kommer, efter at Epidemikommissionen lægger op til at anbefale aflysning af julefrokoster.

Epidemikommissionen kan komme med indstillinger til Folketinget og regeringen om håndteringen af coronavirus.

For eksempel kan den foreslå restriktioner eller andre tiltag, som kan bremse smitten med coronavirus.

Også Dansk Industri mener, at det bør være muligt for virksomheder at få økonomisk kompensation, selv om virksomheden ikke bliver lukket helt ned.

Emil Fannikke Kiær, der er politisk direktør i DI, frygter særligt, at nye restriktioner rammer restauranter, natteliv, og underholdnings- og forlystelsesindustrien, som var meget hårdt ramt under sidste nedlukning.

- Der er ingen tvivl om, at hvis man begrænser antallet af kunder eller skærer i åbningstiden, så er det altså svært at tjene penge. Derfor skal restriktioner også give kompensation. Det er soleklart, siger han.

Statsministeriet har indkaldt til et pressemøde om coronasituationen i Danmark onsdag klokken 18:30.

Læs også
Top job