Finans

Genoprejsning: Dansk økonomi er bedre nu end før coronakrisen

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at Danmarks bnp i årets tredje kvartal var højere end inden coronakrisens udbrud.

Dansk økonomi har kurs mod historisk høj vækst, mener økonomer. Foto: Liv Møller Kastrup

Den danske økonomi fortsætter årets vokseværk ind i tredje kvartal med en pæn stigning i både bnp og beskæftigelse.

Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Med en vækst på 1,1 pct. i tredje kvartal rammer bruttonationalproduktet nu et højere niveau end i fjerde kvartal af 2019 - lige inden coronakrisens udbrud i Danmark.

Og det forventes ikke, at væksten er bremset ned i årets sidste kvartal.

»Ser vi fremad ind i fjerde kvartal, så forventer vi en fortsat solid vækst i dansk økonomi på knap 1%. Der er fortsat høj aktiviteten i store dele af den private sektor og de coronarelaterede tiltag har dertil øget de offentlige udgifter yderligere. Jeg vil derfor ikke blive overrasket, hvis BNP-væksten ender på omkring 4% i 2021,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv, i en kommentar.

Samlet set er bnp steget med 4 pct. i de første tre kvartaler.

Også beskæftigelsen er vokset med 1,1 pct. fra årets andet kvartal, og Jeppe Juul Borre, cheføkonom ved Arbejdernes Landsbank, har store forventninger til både denne og nationaløkonomien fremadrettet.

»Dansk økonomi har kurs mod højeste vækst i minimum 15 år. Det er tilmed ikke umuligt, at væksten kan ende som den højeste i 27 år,« siger han i en kommentar og tilføjer:

»Økonomien er vokset til rekordstor størrelse, og der har aldrig været så mange i arbejde som nu. Jeg er godt gammeldags betaget over storformen i dansk økonomi.«

Læs også
Top job