Finans

En lang række restriktioner fra på søndag - og regeringen kigger allerede længere frem

Folketingets Epidemiudvalg har godkendt alle regeringens indstillinger til coronarestriktioner, der betyder, at en række restriktioner for kulturlivet løftes fra og med søndag.

Sundhedsminister Magnus Heunicke, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum og direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm deltog i pressemødet. Foto: Mads Claus Rasmussen

Fra og med søndag bliver det igen muligt at tage på museum, i biografen og i teatret.

Det står klart, efter Sundhedsministeriets pressemøde om den aktuelle status for covid-19 onsdag aften, hvor sundhedsminister Magnus Heunicke, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum og direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, præsenterede en række nye lempelser af restriktionerne.

Folketingets Epidemiudvalg har godkendt alle regeringens indstillinger til coronarestriktioner, som baserer sig på Epidemikommissionens anbefalinger. Det bekræfter udvalgets formand Kirsten Normann Andersen (SF) ifølge Ritzau.

Fra søndag den 16. januar kan følgende steder genåbne, men med krav om gyldigt coronapas og mundbind indendørs:

  • Højskoler, kortere og længerevarende kurser samt dag- og aftenskoler
  • Udendørs idrætsarrangementer med betalende tilskuere
  • Zoologiske haver, akvarier og forlystelsesparker
  • Museer og kunsthaller

Fra søndag den 16. januar kan følgende genåbne, men med krav om gyldigt coronapas og mundbind samt en deltagerbegrænsning på 500 personer indendørs:

  • Biografer (loftet gælder pr. biografsal)
  • Koncertsteder
  • Teatre og scenekunst
  • Storskærmsarrangementer
  • Kulturhuse
  • Indendørs idrætsarrangementer

»Vi havde ikke støttet disse lempelser, hvis ikke det havde været på en klar anbefaling fra eksperterne i Epidemikommissionen,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke.

På pressemødet redegjorde Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm også for, at man nu med sikkerhed i stemmen kan sige, at omikron-varianten er mindre farlig end delta-varianten var. Der er dog også risiko for alvorlig sygdom og død, blev det understreget.

»Pandemien er ikke aflyst, beklager,« lød det fra Brostrøm.

Ophævelsen af en lang række restriktioner kommer samtidig med, at der flere gange siden 29. december er konstateret over 20.000 smittede med coronavirus på et døgn. De seneste tal fra Statens Serum Institut onsdag viste, at der tirsdag blev registreret yderligere 24.343 tilfælde. Heraf var godt 1.600 reinfektioner.

Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, sagde tidligere på dagen til Ritzau, at han mener lempelsen af restriktionerne sker to til tre uger for tidligt.

»Min overvejende uro ved det er, at vi ikke ved, præcis hvor vi er i epidemien på nuværende tidspunkt. Derfor ville jeg synes, at man skulle have ventet med at løsne de her restriktioner, til vi var sikre,« siger Allan Randrup Thomsen.

Følgende steder vil fortsat være underlagt restriktioner.

  • Nattelivet skal være lukket
  • Barer, restauranter og caféer skal lukke fra klokken 23 til 05
  • Forbud mod salg af alkohol efter klokken 22 og før klokken 5
  • Legelande og badelande skal være lukket

Epidemikommissionen har indstillet, at de restriktioner som fortsætter, foreløbigt skal gælde januar ud.

Læs også
Top job