Finans

Vesten vil udelukke russiske banker fra Swift: »Det vil ramme forbrugere og virksomheder«

EU vil udelukke flere store russiske banker fra Swift-systemet, men ifølge en økonom rammer det ikke nødvendigvis energihandlen.

EU's udenrigsministre vil diskutere sanktionerne mod Rusland søndag aften. Foto: Odd Andersen/AFP.

Vesten er i øjeblikket i fuld gang med at optrappe sanktionerne mod Rusland, der natten til torsdag invaderede nabolandet Ukraine, og nu tager de vestlige lande hårdere midler i brug.

Lørdag aften meddelte EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at hun vil foreslå EU-lederne, at visse russiske banker skal udelukkes fra det internationale betalingssystem Swift, der er et netværk, de finansielle markeder bruger til at sende og modtage informationer om transaktioner.

Formålet med at udelukke de russiske banker fra Swift er, at de derfor ikke længere kan gennemføre de fleste af deres pengetransaktioner.

Det vil ifølge Ursula von der Leyen være en effektiv blokade af både russisk import og eksport.

Det vil ramme forbrugere, og det vil ramme virksomheder.

Jens Nørvig Pedersen, økonom og chefanalytiker i Danske Bank

Hvilke banker, der konkret er tale om, nævner hun ikke. Men banker som VTB og Sberbank, som begge er statsejede banker, har tidligere været nævnt i den sammenhæng.

Koalitionen består af EU-landene, USA, Canada og Storbritannien, der alle fordømmer Vladimir Putins krig i Ukraine. Udover udelukkelsen fra Swift ønsker landene også at dæmme op for de såkaldte gyldne pas, der gør det muligt for rige russere at købe statsborgerskab i andre lande og dermed få adgang til landenes finansielle systemer.

Udenrigsministrene alle EU’s lande mødes søndag aften virtuelt for at diskutere sanktionsmulighederne mod Rusland, og en del tyder altså på, at en russisk udelukkelse vil blive en realitet.

Søndag nat dansk tid oplyste Swift selv i en erklæring, at man forbereder sig på at implementere de vestlige tiltag mod de russiske banker i de kommende dage.

»Vi er i dialog med europæiske myndigheder for at forstå detaljerne i de nye foranstaltninger, og vi forbereder os på at efterkomme de juridiske instrukser,« skriver Swift.

Udelukkelsen af de russiske banker vil dog også have en bagside, da en komplet udelukkelse af alle russiske banker fra Swift vil gøre det vanskeligt for Europa at købe gas og olie, som en række europæiske lande er afhængige af, af Rusland.

Det fortæller Jens Nørvig Pedersen, økonom og chefanalytiker i Danske Bank, til Ritzau.

»I teorien er det muligt at handle udenom Swift, men det vil i praksis være svært. Hvis man udelukker alle bankerne, vil det nok være svært at fortsætte med handlen med olie og gas.«

Og det kan ifølge Jens Nørvig Pedersen få konsekvenser for forbrugerne.

»Det vil ramme forbrugere, og det vil ramme virksomheder. Det er også vigtigt for transportsektoren, så det vil ramme bredt i Europas økonomi.«

I løbet af weekenden har Ruslands invasion skubbet yderligere til de i forvejen høje benzin- og dieselpriser, der befinder sig på et rekordhøjt niveau i Danmark.

For første gang har en liter blyfri 95-benzin passeret 15 kr., mens også prisen på en liter diesel rammer det højeste niveau nogensinde med en pris på 13,69 kr. pr. liter, kunne Finans berette lørdag.

Læs også
Top job