Finans

Elon Musk afviser: Købte ikke Twitter på Trumps anbefaling

Verdens rigeste mand Elon Musk afviste fredag en påstand om, at han skulle have købt Twitter på den tidligere præsident Donald Trumps anbefaling. Påstanden kom fra direktøren for Trumps nye sociale medie Truth Social.

Elon Musk, som er verdens rigeste mand, købte i april det sociale medie Twitter for over 300 mia. kr. Foto: Joe Skipper/Reuters/Ritzau Scanpix

Elon Musks Twitter-opkøb bliver ved med at tiltrække opmærksomhed, og nu skaber sagaen om den 50-årige multimilliardærs gigantiske opkøb af det sociale medie endnu engang overskrifter. Denne gang i selskab med en anden mand, som har været vant til mediemøllen - den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.

Devin Nunes, som er direktør for Trumps eget sociale medie, appen Truth Social, var således ude tirsdag i et interview med TV-kanalen Fox News og udtale, at Musks milliarddyre opkøb af Twitter skulle have været på opfordring af Trump selv.

»Vores virksomheds mål er at bygge et fællesskab, hvor folk er i et familievenligt og sikkert miljø. Det er derfor, vi opfordrede Elon Musk til at købe Twitter, fordi nogen er nødt til at kæmpe mod disse teknologityranner. Donald Trump vil sikre sig, at det amerikanske folk får deres stemme tilbage, og at internettet er åbent, og det er det, vi gør, og det som folk, som Elon Musk gør,« sagde Devin Nunes til Fox News ifølge New York Post.

Den påstand er Elon Musk dog gået i rette med.

I et tweet fra sin egen Twitter-profil skrev han fredag, at han aldrig havde haft kontakt med Trump.

»Dette er falsk. Jeg har ikke haft nogen kommunikation, hverken direkte eller indirekte, med Trump, som offentligt har udtalt, at han udelukkende vil være på Truth Social,« skrev Elon Musk fredag.

De to forretningsmænd deler dog samme tanke for internettet og for sociale medieplatforme - de mener, at de i højere grad skal være mere frie.

Donald Trump har siden januar sidste år været udelukket fra Twitter på grund af hans tweets den 6. januar under stormen på den amerikanske kongresbygning.

Siden Elon Musk købte Twitter har det dog været diskuteret, om den tidligere præsident kan vende tilbage til platformen, som han i sin tid som præsident brugte flittigt. Trump har dog selv afvist at vende tilbage. Det skriver CNBC.

Læs også
Top job