Finans

Tjener millioner på aktier: Thorleif Jackson har ét godt råd

Thorleif Jackson mener, at jo flere bekymringer der er, jo bedre et tidspunkt er det at eje aktier. Han bakker det op med 100 års statistik.

Thorleif Jackson står bag Jackson Familieinvest, der i 2021 tjente 85 mio. kr. på at investere i aktier og obligationer.

Alverdens finansmarkeder står nærmest i bål og brand.

Aktiemarkedet er bestemt ikke gået fri, da store og toneangivende aktieindeks er kommet i ”bear market”. Altså indeks er faldet med 20 pct. siden toppen, hvilket har ramt markederne i USA og Danmark.

Men nu råder én af Danmarks mest kendte investorer til at have is i maven. Bevare tålmodigheden.

Han hedder Thorleif Jackson og har gennem en lang årrække skabt pæne afkast og større millionoverskud til sig selv og investorer i Jackson Familieinvest.

»Der vil næsten altid være kriser og bekymringer. Jo flere bekymringer der er, jo bedre et tidspunkt er det at eje aktier. Når der ikke er nogen bekymringer og blå himmel og ingen skyer, så føler folk sig trygge. Men i virkeligheden er det et dårligt tidspunkt at eje aktier, for der kan det kun blive værre,« siger han.

Thorleif Jackson nævner, at de investorer, der solgte ud under aktiederouten i begyndelsen af coronakrisen, er gået glip af kæmpe gevinster siden.

»Det er det samme, der sker, hvis man sælger i dag,« siger han.

Thorleif Jackson skabte i 2021 et overskud efter skat på 85 mio. kr. og et bruttoafkast på 23,8 pct. i Jackson Familieinvest. Tankegangen er, at selskabet investerer langsigtet.

I det nyeste regnskab fra Jackson Familieinvest lister selskabet statistik op for, hvordan aktiemarkedet historisk har klaret sig. Over en 100-årig periode har aktiemarkedet årligt skabt et afkast på 8 pct., når udbytter og inflation er indregnet.

Gennem de seneste 10 år - fra 2011 til 2021 - har verdensindekset MSCI World givet et årligt afkast på 14,2 pct. Over 20 år er det årlige afkast på 6,7 pct.

Med andre ord er der i det lange løb kursstigninger at hente, mener Jackson Familieinvest, der kalder det umuligt at spå om aktiemarkederne på kort sigt.

»Ledelsen tror ikke, det er muligt at forudsige udsving i dollarkurs, rente, inflation, ejendomspriser eller råvarepriser. Vi har derfor ikke nogen håndfaste forventninger til, hvordan verdensøkonomien vil udvikle sig på kort sigt,« står der i det nye regnskab fra Jackson Familieinvest.

Thorleif Jackson tager også de nylige aktiefald med sindsro.

»Det må man tage med, når man investerer. Når markedet tager en tur ned, så må vi tage turen med ned. Vi handler ikke på det. Men satser på at købe gode kvalitetsaktier, der er veldrevne og har høj indtjening og gode marginaler og god udbyttepolitik og er konkurrencedygtige. Den slags selskaber tror vi vil klare sig godt til alle tider,« siger han.

Læs også
Top job