Serier

Indien forbyder eksport af hvede

Med øjeblikkelig virkning har den indiske regering besluttet at gøre det ulovligt at føre hvede ud af landet.

Inflationsbølge rammer fødevareindustrien
Verdensbanken har tidligere i år advaret om, at rekordhøje hvedepriser vil ramme verdens fattigste. Foto: Tingshu Wang/Reuters

Fødevarepriserne er under massivt pres verden over. Flere lande tyr til forbud mod diverse eksporter for at forhindre, at deres egne befolkninger skal mangle det ene eller det andet.

Verdens største producent af palmeolie, Indonesien, forbød i april eksport af madolier, hvilke udløste endnu en bølge prisstigninger.

Nu er det Indien, der stempler ind på den protektionistiske bane. Landets regering meddelte fredag, at det allerede fra i dag, lørdag, er forbudt at eksportere hvede fra Indien.

Indien er efter Kina verdens næststørste hvedeproducent. Ifølge FN’s fødevareorganisation, FAO, producerede Indien omtrent 107,5 mio. tons hvede i 2020.

Undtagelsesvis vil hvedeeksport til lande, der af sikkerhedsmæssige hensyn har behov for fødevaren, fortsat være tilladt i visse tilfælde. Alle andre sendinger med hvede indstilles med øjeblikkelig virkning.

Beslutningen er ifølge flere kilder truffet som foranstaltning mod den høje inflation, som også Indien oplever. Dertil kommer, at en hedebølge, som i løbet af foråret har hærget landet og slået varmerekorder, formentlig også har gjort et indhak i årets forventede udbytte af høsten. En undersøgelse foretaget af Bloomberg viser, at nogle områder i Indien forventer en halvering af udbyttet som følge af varmen.

Flere nationer, heriblandt verdens største hvedeimportør, Egypten, havde forventet at kunne opfylde sit behov for hvede ved at handle med Indien, nu hvor en betragtelig mængde af den hvede, der plejer at komme ud af Rusland og Ukraine, ikke længere er tilgængelig.

Det kan aflæses på Indiens rekordhøje hvedeeksport i april, som lød på 1,4 mio. tons hvede. Året forinden eksporterede Indien mindre end en femtedel af den mængde, 243.000 tons.

Prognoser havde forudsagt, at Indien ville eksportere hele 10 mio. tons hvede i løbet af 2022. Med det nye forbud, som allerede er trådt i kraft, mener en forhandler, som CNCB har talt med, at priserne igen vil springe i vejret.

»Indiens forbud vil hæve globale hvedepriser. Lige nu er der ingen stor udbyder i markedet,« siger forhandleren.

Også Serbien og Kasakhstan har indført kvoter på eksport af kornsorter.

Læs også
Top job