Finans

Bank overførte ved et uheld over fem mia. euro til andre banker

Den tyske statsejede bank har igen gjort sig uheldigt bemærket pga. en menneskelig fejl.

En menneskelig fejl tilsat en konfigurationsfejl er endt i en fejlagtig milliardoverførsel. Foto: KfW-Bildarchiv

Den tyske statsejede bank KfW har endnu engang ved en fejl overført flere mia. euro.

Ifølge Bloomberg overførte KfW i februar nemlig over fem mia. euro, svarende til omkring 40 mia. kr., til fire andre banker som følge af en en teknisk fejl, som medførte, at de enkelte betalinger blev gentaget adskillige gange.

»Fejlen blev hurtigt opdaget og elimineret, og beløbet, der blev overbetalt, blev med succes krævet tilbage. Vi beklager, at denne hændelse under arbejdet med systemerne kunne finde sted pga. menneskelige fejl og en konfigurationsfejl,« skriver banken i en erklæring.

KfW har tidligere begået lignende fejl, da banken tilbage i 2008 fejlagtigt overførte 319 mio. euro, svarende til 2,4 mia. kr., til investeringsbanken Lehman Brothers samme dag, som den nu krakkede amerikanske bank indgav sin konkursbegæring.

KfW

Den tyske stat ejer 80 procent af KfW, mens Tysklands delstater ejer resten.

Banken blev stiftet som en del af genopbygningen i Tyskland efter Anden Verdenskrig.

Da fadæsen kom frem, blev KfW straks døbt »Tysklands dummeste bank« af diverse medier. Bl.a. havde det tyske medie Bild det flatterende på forsiden den følgende dag. Derudover blev to direktører og KfW's chef for risikostyring fyret som følge af fejlen.

KfW er dog ikke den eneste bank, der fejlagtigt har overført store summer pga. menneskelige fejl.

I 2015 overførte Deutsche Bank næsten seks mia. dollar, omkring 40 mia. kr., til en hedgefond. Fejlen blev dengang begået af en ung ansat i Deutsche Banks valutaafdeling i London, der havde tastet for mange nuller ind efter et beløb. En fejl, der blev begået, mens chefen var på ferie. 

BRANCHENYT
Læs også