Finans

Vækstfonden vil sætte gang i børsrevolution

Efter en årrække med store indtægter vil Vækstfonden nu gå direkte ind i børsnoteringer af små og mellemstore danske virksomheder. Et ellers stendødt marked herhjemme. En håndfuld noteringer er på vej i løbet af de næste 18 måneder.

Frasalget af Universal Robots er blandt Vækstfondens helt store succeser. Men fremover vil fonden også gerne følge virksomheder hele vejen på børsen - og videre. Foto: Vækstfonden

En meget lang og meget markant børstørke for små og mellemstore virksomheder i Danmark kan få en brat ende. I hvert fald lover statens finansieringsfond, Vækstfonden, nu oven på et stærkt regnskab at deltage i en håndfuld danske noteringer.

»Børsen har været lidt af et lukket land i Danmark for de små og mellemstore virksomheder. Vi tror, at tiden er moden til at få kickstartet børsmarkedet, og vil gerne prøve at være med til det,« siger fondens direktør, Christian Motzfeldt, der sigter på at binde ca. en halv mia. kr. i »en håndfuld« noteringer over de næste 18 måneder.

Det vil svare til næsten lige så mange små børsnoteringer, som fondsbørsen i København har set, siden finanskrisen for alvor ramte.

På sigt håber vi at kunne opbygge en portefølje på ca. 25 mindre børsnoterede virksomheder.

Christian Motzfeldt, direktør i Vækstfonden

Fokus er først og fremmest på virksomheder, fonden allerede har investeret i, men direktøren opfordrer også børsklare selskaber med brug for en såkaldt anker-investor til at henvende sig.

»På sigt håber vi at kunne opbygge en portefølje på ca. 25 mindre, børsnoterede virksomheder. For indeværende hedder investeringsloftet dog nok ca. en halv milliard kroner, og så må vi jo se, hvor mange virksomheder det rækker til – men altså nok ca. en håndfuld virksomheder på den korte bane,« siger Christian Motzfeldt.

»Vi vil gerne se, hvad vi kan gøre for, at virksomhederne vokser sig større i Danmark. Skal vi bidrage væsentligt mere til at skabe vækst i Danmark, så er børsnoteringer en naturlig vej.«

I Dansk Aktionærforening hylder direktør Leonhardt Pihl udviklingen. Foreningen har jævnligt kritiseret bølgen af danske virksomheder, der til tider med Vækstfonden som deltager har fravalgt det danske børsmarked frem for det norske eller svenske.

»Det er en god ting. Det bliver rart også at se dem i Danmark, og meget interessant at følge med i, om det her kan sætte gang i markedet,« siger Leonhardt Pihl og peger på, at Vækstfondens virksomheder hidtil - skuffende for den danske aktiekultur - altså har set mod nord:

Vi har brug for et effektivt dansk børsmarked, hvis vi vil skabe flere store virksomheder i Danmark og holde på de vækstvirksomheder, som i dag ofte bliver solgt til udlandet.

Brian Mikkelsen, erhvervsminister

»Vi har kigget meget på den linde strøm af danske virksomheder, der er blevet noteret i Sverige, mens den danske markedsplads ikke har været konkurrencedygtig. Så det er virkelig positivt at få en promotor af små og mellemstore virksomheder på den danske markedsplads.«

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der er øverste ansvarlige for Vækstfonden, peger i en e-mail på behovet for, at virksomhederne bliver i Danmark og vokser frem for at blive solgt ind i store udenlandske virksomheder eller rykke på tværs af Øresund.

»Vi har brug for et effektivt dansk børsmarked, hvis vi vil skabe flere store virksomheder i Danmark og holde på de vækstvirksomheder, som i dag ofte bliver solgt til udlandet eller noteret på udenlandske børser. Det glæder mig derfor, at Vækstfonden nu vil arbejde på at skabe et mere velfungerende dansk børsmarked for små og mellemstore virksomheder,« lyder det fra ministeren.

BRANCHENYT
Læs også