Finans

Bagmandspolitiet har startet sag mod Nordea

Storbank meddeler, at Bagmandspolitiet nu formelt har indledt en sag om de overtrædelser af hvidvaskloven, Finanstilsynet tidligere har givet banken påbud for.

Foto: Thomas Borberg

Bagmandspolitiet har nu formelt indledt en sag mod Nordea om de overtrædelser af hvidvaskloven, Finanstilsynet tidligere i skarpe vendinger har kritiseret storbanken for.

Det oplyser Nordea, der blev ransaget af politiet i sidste uge, i en pressemeddelelse.

»Vi havde ventet dette besøg, som sker i forlængelse af de påbud, Finanstilsynet offentliggjorde i juni 2016 vedrørende Nordea Bank Danmark A/S' overtrædelse af loven om hvidvask. Dengang blev sagen i overensstemmelse med dansk praksis overdraget til Anklagemyndigheden til videre undersøgelse,« lyder det i meddelelsen fra Julie Galbo, der er Chief Risk Officer i Nordea.

»Det er kendt, at vi efterforsker en sag mod Nordea, med henblik på at vurdere om der kan rejses straffesag for at overtræde hvidvaskloven. Det er som led i denne efterforskning, at vi gennemførte en målrettet ransagning af banken. Det forløb stille og roligt og uden dramatik. Vi er i fuld gang med at gennemgå, hvad vi fik med fra ransagningen. Når vi har stykket alle brikkerne sammen, melder vi ud, om der er grundlag for at rejse en straffesag mod banken,« lyder det i en separat meddelelse fra Bagmandspolitiet fra politiinspektør, fg. Thomas Anderskov Riis.

Tidligere på sommeren oplyste Bagmandspolitiet, at undersøgelsen af sagen, der altså blev anmeldt i 2016, trak ud.

Grundlaget for politianmeldelsen fra Finanstilsynet er dog af endnu ældre dato - vagthundens kontrol med banken, der afslørede, at »Banken (..) på mange væsentlige områder har betydelige udfordringer og ikke kan anses at opfylde kravene i hvidvaskloven,« fandt sted tilbage i 2015.

Derfor håber Nordea, der i de senere år har kæmpet med dybe ridser i image-lakken fra en række sager om hvidvask af penge og skattesnyd i den såkaldte Panama-sag, da også, at man hurtigt kan få afsluttet Bagmandspolitiets sag:

»Vi fokuserer på at samarbejde fuldt ud med Anklagemyndigheden, og vi er optaget af at sikre fuld adgang til alle relevante oplysninger. Sagen går tilbage til sommeren 2015, og vi er glade for, at man nu tager det næste naturlige skridt i processen. Vi håber, at vi i samarbejde med Anklagemyndigheden hurtigst muligt kan få afsluttet sagen,« lyder det fra Julie Galbo.

BRANCHENYT
Læs også