Finans
0

Hedgefonde taber formue på spekulation i Ambu-nedtur

Hedgefonde har satset hundreder af millioner på en nedtur i medicoselskabet Ambu. Men aktien er steget markant og påført fondene massive tab. "De kunne bare have forstået casen," lyder det fra Ambu-topchef

Størstedelen af hedgefond-angrebet mod Ambu stammer fra London. I samme finansielle centrum holdt Ambu onsdag en kapitalmarkedsdag, der var med til at sende aktien op på et nyt rekordniveau. Foto: Kirsty Wigglesworth

En række store investeringsfonde står til massive tab på en aggressiv spekulation i det danske medicoselskab Ambu.

Fondene har gennem flere år satset på, at Ambu-aktien skulle falde - en investeringsmodel, som går under betegnelsen shorting. Men i stedet er Ambus værdi steget kraftigt.

Hvad er short selling?

· Short selling går ud på at satse på, at en aktie falder i værdi. Det foregår ved, at man låner et antal aktier og sælger dem i håb om, at man senere kan købe et tilsvarende antal aktier tilbage til en lavere pris. I så fald kan aktierne med gevinst leveres tilbage til udlåneren, der får et mindre gebyr.

· Som en udløber af finanskrisen har der siden efteråret 2012 været pligt til at offentliggøre aktiebeholdninger med henblik på short selling på mindst 0,5 pct. af et givent selskab.

Onsdag kulminerede det foreløbigt efter en salgstale fra medicoselskabet i London, der sendte aktien 14 pct. i vejret til et nyt rekordniveau og en markedsværdi, der overgår f.eks. FLSmidths.

Samtidig sendte talen tabet for den mest aggressive af spekulanterne op over en kvart mia. kr. I alt står de tre fonde, der i år har satset offentligt mod Ambu-aktien, til et tab på ca. 400 mio. kr.

Tesen for shortsellerne er ifølge Finans' oplysninger, at værdien af selskabet er pumpet langt højere op, end forretningen kan leve op til.

Fondene stoler ikke på de tal, Ambu-ledelsen fortæller om, og de mener, at Ambus engangsvideoskoper, der bl.a. gør det muligt at se ned i de øvre luftveje på patienter på hospitalerne, er for dyre til, at hospitalerne kan se en økonomisk gevinst. De har talt med stribevis af læger, der siger, at de ikke bruger deres "Ascopes", som videoudstyret hedder, der blot hober sig op i skabene.

Med onsdagens kursstigning handler Ambu da også til en markedsværdi på op mod 80 gange indtjeningen – og selv før da var selskabet ifølge analyseselskabet Evadimensions blandt de absolut dyreste medicoaktier i sin klasse.

Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke bruger mere tid på at forstå, hvad casen egentlig drejer sig om.

Lars Marcher, topchef, Ambu

Ambus topchef, Lars Marcher, giver dog ikke meget for hedgefondenes tanker og filosofi, selv om han medgiver, at Ambu er prissat ganske højt:

»Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke bruger mere tid på at forstå, hvad casen egentlig drejer sig om. Deres analyse af, hvor Ascope 3 bevægede sig henad, var anderledes end den, vi fortalte. De søgte informationer på hospitaler, fik en læge i røret og spurgte, om de kender Ascope. De fik svaret, "ja, det havde de hørt om". Om de ville bruge den, sagde de "aldrig i livet" til. Men de vidste ikke, hvem de snakkede med. De kunne bare have forstået casen, så havde de ikke tabt 300-500 millioner kr. på det.«

Værst blandt hedgefondene ser regningen ud for danske Mads Eg Gensmanns’ hedgefond Parvus Asset Management, der siden sommeren 2015 har været bannerfører i, hvad markedsdata fra en række kilder viser, er et markant – og indtil videre temmelig fejlslagent – korstog mod Ambu-aktien.

Den London-baserede hedgefonds tab på satsningen steg ifølge Finans’ beregninger onsdag med op mod 50 mio. kr. og rundede samtidig en kvart mia. kr. i alt.

Det gør tabet til det største enkeltstående nederlag, en hedgefond har lidt på at shorte danske aktier, siden det blev lovpligtigt at offentliggøre væddemål på over 0,5 pct. af en aktie i 2012, viser en opgørelse foretaget af Finans.

Aktien er da også bare steget og steget – alene i år med knap 96 pct., og over fem år med svimlende 1.370 pct

.

Parvus Asset Management har ikke ønsket at kommentere sin investering over for Finans.

Grunden til, at det er gået så galt, skal i høj grad findes i, at Ambu-aktien er et særegent mål for negativ spekulation, påpeger Danske Banks chefhandler, Mads Zink.

Det store omfang af shortede aktier både historisk og nu understreger bare, at der er tale om en ret speciel case.

Mads Zink chefhandler, Danske Bank

»Det store omfang af shortede aktier både historisk og nu understreger bare, at der er tale om en ret speciel case. Normalt går man ud og shorter pænt likvide selskaber (aktier, der handles meget, red.), men det er Ambu jo netop ikke. Og så er det altså usædvanligt, at man shorter i så stort omfang. Det vil jo tage lang tid at dække ind i markedet og har da formentlig også spillet en rolle i de seneste måneder,« siger Mads Zink.

Men det er langt fra kun Parvus og de to andre fonde, som har meldt deres investeringer offentligt ud via Finanstilsynet, der har tabt penge på at spekulere imod Ambu-aktien.

Det viser data, som analysefirmaet Markit har udarbejdet for Finans.

Ud over to andre hedgefonde – svenske Bodenholm  og London-fonden FIL Investments – der tidligere har offentliggjort væddemål mod Ambu, har en række spekulanter nemlig bevæget sig i skyggerne under de 0,5 pct., hvor loven kræver, at shortsælgere træder frem.

Ifølge Markits data er i alt fem pct. af Ambus aktier nemlig udlånt. Det betyder, at ca. lige så mange shortsælgere gemmer sig under lovgrænsen som dem, man kan se over den.

Går man tilbage til midten af april toppede udlånet af aktien på 10 pct. Siden da er aktien steget med 80 pct., mens shorthandlerne altså har haft travlt med at komme ud af deres væddemål.

BRANCHENYT
Læs også