Finans

Ministerium i pinlig smutter: Breakede årets største finansnyhed ved en fejl

Regeringen er meget opmærksom på effekten af nye Basel-anbefalinger, oplyser erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i en pressemeddelelse. De er dog ikke kommet endnu.

Det er gået lidt for stærkt i Erhvervsministeriet, hvor Brian Mikkelsen (th.) udtaler sig om nye kapitalkrav, som endnu ikke er vedtaget. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn.

Nykredit har brugt dem som argument for at blive børsnoteret, og de har været en af de største og mest omtalte historier i finansverdenen det seneste år.

Derfor er det mildest talt en stor nyhed, som Erhvervsministeriet har offentliggjort på sin hjemmeside: Den såkaldte Basel-komité har lagt sig fast på, hvordan de internationale kapitalkrav til banker og realkreditselskaber skal være.

»Basel-komiteens anbefalinger svarer til det, vi havde forventet. Regeringen er meget opmærksom på, at anbefalingerne kan få stor effekt for danske kreditinstitutter,« siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i pressemeddelelsen.

Der er dog et problem med nyheden. Den passer ikke.

Forhandlingerne om de kommende kapitalkrav har været intense og langstrakte, og da Nykredit i februar sidste år annoncerede planerne om at blive børsnoteret, var det med direkte henvisning til kravene.

Men Basel-komitéens medlemmer har ikke kunnet nå til enighed om, hvordan kravene skal udformes. De er uenige om såkaldte gulvkrav, som groft sagt er et udtryk for, hvor meget rabat store banker og realkreditselskaber skal have, når de bruger meget avancerede modeller til at måle risikoen på deres kunder.

Frankrig står ifølge flere lobbyister, der følger forhandlingerne tæt, fast på, at der skal indføres et gulvkrav på 70 pct., mens USA kræver et gulvkrav på 75 pct.

Det har været ventet, at parterne kunne mødes på midten, men angiveligt vil Frankrig ikke give sig mere.

For danske banker og realkreditselskaber vil en vedtagelse af kravene betyde, at de skal polstre sig med anslået 70-85 mia. kr. yderligere i kapital.

Erhvervsministeriets presseafdeling oplyser, at det er en fejl, at ministeriet har offentliggjort pressemeddelelsen. Ministeriet har flere forskellige versioner klargjort, så der hurtigt kan meldes ud, når de nye krav er fastlagt. Men altså ikke hurtigt.

Efter Finans' henvendelse har ministeriet fjernet pressemeddelelsen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS fødevarerbranchen, hvor vi ser på fordel og ulemper i forhold til de en af de idéer, som forsøger at bygge verdens med avancerede fødevareprinter.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også