Finans

Medie: Danske Bank-chefer blev advaret om hvidvask-fare allerede i 2014

Storbanks egne interne revisorer advarede så tidligt som februar 2014 to medlemmer af koncernledelsen om, at bankens omstridte estiske filial nærmest konsekvent ikke sikrede sig mod hvidvask af penge fra russiske kunder, skriver Berlingske på baggrund af interne dokumenter fra banken.

Adm. direktør i Danske Bank Thomas F. Borgen. Foto: Cécile Smetana Foto: Cecile Smetana

Skandalen om den mulige hvidvask af sorte russiske penge gennem Danske Bank vokser. Berlingske kan nu via interne dokumenter fra banken vise, at medlemmer af bankens absolutte topledelse modtog endog meget klare advarsler fra bankens interne revision om den estiske forretning så tidligt som i februar 2014.

»Jeg kan ikke tolke det på anden måde, end at banken har været fuldt vidende om, hvad der er foregået og dermed må have vidst, at banken efter al sandsynlighed må have medvirket til hvidvask eller anden økonomisk kriminalitet,« siger Jakob Dedenroth Bernhoft, ekspert i hvidvaskreglerne og direktør for rådgivningsfirmaet Revisorjura.dk, til avisen om den interne revisions rapport.

Danske Bank har tidligere forklaret, at man opdagede, at man ikke havde »tilstrækkeligt kendskab« til kunderne på et ikke nærmere angivet tidspunkt i 2014.

Men ifølge det interne dokument havde bankens interne revisorer altså allerede i starten af året gjort klart, at den estiske filial havde en næsten konsekvent praksis om ikke at fastslå de russiske kunders præcise identitet da »det kunne skabe problemer for klienterne, hvis de russiske myndigheder skulle udbede sig informationer,« som det hedder i dokumentet ifølge Berlingske.

Danske Bank selv skriver til Berlingske, at dokumentet »bekræfter« bankens tidligere udmeldinger om, at man ikke havde styr på kontrollen med kendskabet til kunderne. Banken har dog ikke tidligere meldt ud, at der skulle være tale om en systematisk praksis af hensyn til russiske kunders forhold til de russiske myndigheder, skriver avisen også.

BRANCHENYT
Læs også