Wozniacki vandt Australian Open efter 42 forgæves forsøg

Efter en udmarvende dyst vandt danskeren 7-6, 3-6, 6-4 i Australian Open-finalen.

MELBOURNE

Så skete det.

Efter 42 forgæves forsøg og i tusindvis af spørgsmål og kommentarer omkring den manglende grand slam-titel sad den der endelig for Caroline Wozniacki.

I tredje hug lykkedes det hende omsider at vinde en finale i en af tennissportens fire allerstørste turneringer og omsider sikre sig det trofæ, der manglede som diamanten i en lang og nu komplet karriere.

I den sidste forberedelse til Australian Open-finalen havde Caroline Wozniacki forsøgt at nedtone betydningen af grand slam-forbandelsen, men efter 7-6, 3-6, 6-4 over Simona Halep kunne hun smide masken og var naturligvis ved at lette af begejstring og forløsning dernede i centrum af Rod Laver Arena.

Til helvede med, at finalen var fantastisk reklame for tennissporten, at hun igen-igen understregede sin indædte gejst, at hun fortjente triumfen, og at hun også igen er at finde på verdensranglistens førsteplads.

Ud for antal titler i Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open er det store, runde 0 nu afløst af et smukt, rankt 1-tal, for modsat de første to slutkampe havde hun denne gang både rutinen, chancerne og modstanderen til endeligt selv at sige »Bøh« og skræmme spøgelset væk.

I fredagens respektive og korte møder med pressen havde Caroline Wozniacki ellers virket en del mere anspændt og defensiv end Simona Halep, men på banen var rollerne nok så vigtigt byttet om i indledningen.

Efter den obligatoriske afsyngning af den australske nationalmelodi blev taget på Rod Laver Arena rullet til side, og klokken 19.30 kunne det naturlige lys igen agere indpakning til finalen sammen med de cirka 30 grader.

Caroline Wozniacki begyndte som fyret godt og grundigt op af de høje aftentemperaturer.

Der var intet spor af den gamle model, der lidt for ofte har tabt til sig selv ved at fryse i de store øjeblikke og groft sagt forfalde til at slå harmløse ballonbolde fra den forkerte side af baglinjen. For at slå tonen an hamrede hun utagelige server af på stribe og fik først på fjerde point lov at røre bolden i et regulært duelslag.

Selvfølgelig var intet vundet endnu, men med en fortsættelse i samme spor ville hun trods alt mindst tabe i visheden om, at hun ikke havde snydt sig selv for en reel vinderchance ved at være alt for forsigtig.

Alle disse formildende omstændigheder havde Caroline Wozniackis lejr dog ingen grund til at gruble over i fortsættelsen, for efter fem stort lydefrie partier var stillingen 4-1 i dansk favør.

Man kunne ikke undgå at tænke tilbage på det seneste møde i Singapore for tre måneder siden. da Caroline Wozniacki totalt udraderede Simona Halep med 6-0, 6-2 og tre kampe senere havde vundet sæsonfinalen, hendes indiskutabelt største titel.

I Melbourne synes hun altså godt på vej til at toppe den præstation med nogle længder, men rumæneren var ikke væk. I sin hidtil stærkeste passage reducerede Simona Halep med et rent og imponerende parti til 2-4, og så var det pludselig eksamenstid for Caroline Wozniacki.

En fortsættelse af momentum og et brud ville bringe Simona Halep på omgangshøjde, et forsvar af føringen ville til gengæld give Caroline Wozniacki endnu en moralsk indsprøjtning, og heldigvis ramte kanylen den danske arm i stedet for den rumænske.

I dystens hidtil mest medrivende bold tæskede de to kombattanter hinanden fra side til side med deres skiftevise støn som underlægningsmusik, som dog blev overdøvet af tilskuernes kollektive forventningsgisp, da Simona Halep serverede en stopbold for at bryde rytmen.

Drevet frem af al sin opsparede vilje og grand slam-drøm fik Caroline Wozniacki lige akkurat hevet bolden over på den anden side af nettet og fik kort efter et anerkendende jubelbrøl som belønning for fightergenet og pointet, som hun siden fik vekslet til føring på 5-2.

Tidligere kunne sådan noget have fået Simona Halep til at forsvinde ind i sig selv og mentalt forlade tennisbanen. En indstilling, som efter et prekært sammenstød under en kamp fik hendes træner til at stoppe samarbejdet med øjeblikkelig virkning.

Hendes tryglen om tilgivelse og løfter om forbedring fik Darren Cahill til at returnere, Halep vandt første turnering derefter og sluttede 2017 som verdensetter, fordi hun med egne ord havde fået ændret sin holdning og ikke længere tog det hele så alvorligt.

Dette skifte skulle Caroline Wozniacki forsøge at knægte ved 5-3. Tilbage i US Open-finalen 2009 havde hun ved samme stilling også servet for første sæt mod Kim Clijsters, der dog derfra gik til sejr på 7-5, 6-3. 

Ubehageligt nok lagde Simona Halep sig i slipstrømmen på belgieren, brød til 4-5 på en alt for lang Wozniacki-baghånd og holdt derefter rent til 5-5, men så fik Caroline Wozniacki stoppet blødningen ved blandt andet at levere en af sine karakteristiske Glem-det-der-du-får-alt-lige-tilbage-i-hovedet-øjeblikke, og i den nærmest uundgåelige tiebreak var hun decideret urørlig og vandt 7-2 til sætsejr 7-6.

Sikke et drama, de første stående bifald bragede ned mod Caroline Wozniacki, og vildt at tænke sig, at hun reelt var på vej hjem lidt efter klokken to den første tirsdag af turneringen.

I tredje sæt af andenrunde-opgøret var den upåagtede Jana Fett foran 5-1, 40-15, men efter at have afværget to matchbolde til den kroatiske outsider vandt hun 18 af de efterfølgende 25 point til sejr på 3-6, 6-2, 7-5.

Også Simona Halep er blevet rusket godt og grundigt, endda to gange, da hun mod Lauren Davis overlevede tre matchbolde på stribe og vandt 15-13 i tredje sæt for derefter at klare to af slagsen og vinde 9-7 over Angelique Kerber i semifinalen.

Hvem ville være bedst i anden akt af deres indbyrdes kamp?

Udover sætføringen på 1-0 kunne Caroline Wozniacki finde ro i det faktum, at Simona Halep nok er ypperste klasse, men alligevel ikke havde formået at slå igennem hende, når Caroline Wozniacki ellers selv sørgede for at holde niveau.

Og ikke noget med lige at hive luft ind.

Ved 1-1 hev og sled de to i hinanden, inden Simona Halep til slut fik bragt sig foran 2-1 efter hele fire breakmuligheder til Caroline Wozniacki, der snart kom til at betale en høj pris for kombinationen af manglende held, dygtighed og overblik i de afgørende aktioner.

Først nåede Simona Halep dog at bede om at få et par behandlere på banen. ikke for at få tilset den højre ankel, som hun vred voldsomt om på allerede i første runde, men derimod for at få målt sit blodtryk, og kort efter kunne Piotr Wozniacki sikkert også trænge til et sundhedstjek.

Bagud 4-5 misbrugte hans datter og elev tre chancer for at udligne til 5-5 i Simona Haleps serv, og derfor kunne sidstnævnte i det overordnede regnskab udligne til 1-1 på sin tredje sætbold.

Game on, men først efter 10 minutters pause, hvor spillerne fik lov at forsvinde ind under tribunen for at rense hovedet og komme væk fra blusset.

På dette tidspunkt var det næsten urimeligt at stille spillemæssige krav til spillere, som havde kogt i gryden i to timer og tilmed måtte være ved at overophede i øverste etage.

Det var just ikke en omgang stegepandetennis på en tilfældig, italiensk campingplads i juli, det var karrieredefinerende partier, og alle med en smule forstand på denne ketsjersport blev præsenteret for spil fra øverste hylde – ikke, at taberen på ingen måde ville finde trøst i det forhold.

Bedømt på kropssprog var Simona Halep dog nu ved at hænge gevaldigt og blev meget sigende brudt til 2-0 for så lige så symbolsk at blive trykket med 15-40 i sit efterfølgende parti. To gode server bragte hende på lige, men så kom de to rivaler så igen op at toppes om det endegyldige overtag i et forløb, der var hele den dyre entrebillet værd og efter seks Halep-breakbolde efter med et brud – på en dobbeltfejl fra Caroline Wozniacki.

Nu var det ren nedsmeltning.

Wozniacki brød rent til 3-1, Halep brød tilbage, og for lige at sammenfatte – af de første fem partier var kun ét gået til den servende, men den statistik rettede rumæneren dog op på med udligningen til 3-3.

Vi nærmede os 2 timer og 30 minutters spil, og nu begyndte hvert point jo med ét at have afgørende betydning.

Stående med det ene ben ude over afgrunden fik Caroline Wozniacki vendt 0-30 til 40-30 for blot at blive brudt igen-igen til 3-4. Nu var det hendes tur til at kræve et eftersyn, der endte med et plaster under det venstre knæ og nok så centralt blev efterfulgt af to point og føring 5-4.

Ved 30-30 i rumænerens serv blev Caroline Wozniacki pisket rundt langt bag baglinjen, men med sin uforlignelige baghånd holdt sig inde i pointene, og på første danske matchbold kylede Simona Halep en bold i nettet, Caroline Wozniacki kylede til gengæld ketsjeren fra sig, smed sig på ryggen, men denne gang af glæde, lettelse, forløsning, begejstring, ekstase.

Fortsæt selv opremsningen, for jo, den er god nok – Caroline Wozniacki har vundet en grand slam.

Læs også