Esben Lunde Larsen går af som minister

Esben Lunde Larsen følger Søren Pind ud af regeringen, men bliver i politik indtil næste valg.

Esben Lunde Larsen (V) har været miljø- og fødevareminister i lidt over et år. Foto: Jens Dresling

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) genopstiller ikke til næste folketingsvalg.

Og derfor har han besluttet også at træde tilbage som minister. Dermed forlader han regeringen, men bliver i Folketinget valgperioden ud.

Det oplyser han tirsdag eftermiddag på Facebook.

»Efter i næsten 13 år at have været politiker som hhv. byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg. Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg. Derfor udtræder jeg nu af regeringen og fortsætter mit arbejde i Folketinget indtil videre,« skriver Esben Lunde.

Den overraskende nyhed kommer samtidig med, at Venstre-profilen Søren Pind meddeler, at han går af som minister og forlader dansk politik.

Onsdag er der ministerrokade, oplyser Statsministeriet i en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Han kalder det »naturligt,« at Esben Lunde stiller sin ministerpost til rådighed, når han ikke genopstiller.

»Søren Pind og Esben Lunde Larsen har igennem mange år ydet en flot indsats i Folketinget, regeringen og Venstre. De har arbejdet hårdt for vores land, og det skylder jeg dem en stor tak for,« udtaler Løkke.

»De udtræder nu begge af regeringen, og i lyset heraf går jeg til dronningen i morgen (onsdag, red.) for at foretage justeringer i regeringens sammensætning.«

Den 39-årige Esben Lunde Larsen har siddet i Folketinget siden 2011, og har været miljø- og fødevareminister, siden han overtog posten fra den væltede Eva Kjer Hansen i februar 2016.

Før da var Esben Lunde uddannelses- og forskningsminister.

Læs også