”Klovn” er tilbage efter lang pause

Frank Hvam og Casper Christensen glæder sig til at vende tilbage til hverdagens små problemer.

Ifølge Mia Lyhne vil en stor del af handlingen i den nye sæson foregå hjemme hos Mia og Frank. Foto: TV 2/Per Arnesen

I april kom skuespiller Mia Lyhne til at afsløre over for BT, at en syvende sæson af komedieserien ”Klovn” får premiere til august, lidt over ni år efter den seneste sæson første gang rullede over tv-skærmene.

Onsdag løftede TV 2, som sender serien, selv sløret for den præcise dato. Mandag den 13. august kl. 20.50 på hovedkanalen kan man igen opleve Frank, Casper, Mia og mange flere gøre et stort nummer ud af hverdagens små problemer. Og det er noget, som Casper Christensen og Frank Hvam har glædet sig til.
 

"Klovn" er Danmarks stærkeste komediebrand og den mest vellykkede komedieserie nogensinde på dansk tv (...).

Katrine Vogelsang, fiktionschef, TV 2

»Vi har savnet de små historier. Igennem to spillefilm har vi arbejdet med det store drama og de store følelser, hvor alt var på spil. Det har været sjovt, men også voldsomt. Nu glæder vi os til at vende tilbage til hverdagen og grine af de små ting. Hvor et helt afsnit kan gå med at fange en muldvarp eller klage over en fordærvet pebersovs. Og så gøre det til et stort problem,« har Casper Christensen og Frank Hvam tidligere udtalt til TV 2.

Da det seneste afsnit blev vist på TV 2 Zulu den 27. april 2009, var det et af kanalens mest sete programmer med 293.000 seere. Hos TV 2 ser man meget frem til igen at kunne tilbyde ”Klovn” til seerne.


»”Klovn” er Danmarks stærkeste komediebrand og den mest vellykkede komedieserie nogensinde på dansk tv, og vi glæder os til for første gang at have premiere på ”Klovn” på TV 2’s hovedkanal,« udtaler TV 2’s fiktionschef, Katrine Vogelsang, i en pressemeddelelse.

"Klovn"

Første afsnit af "Klovn" blev sendt i 2005, og frem til 2009 blev det til i alt seks sæsoner.

I 2005, 2006 og 2008 vandt" Klovn" Producentforeningens tv-pris som årets bedste comedy.

Den nye syvende sæson består af 10 afsnit og produceres af Nutmeg Movies.

De to film "Klovn - The Movie" og "Klovn Forever" solgte henholdsvis 838.881 og 499.993 billetter.

Kilder: TV 2 og Det Danske Filminstitut


Efter at de to film ”Klovn – The Movie” fra 2010 og ”Klovn Forever” fra 2015 bl.a. foregik på Skanderborg Festival og i Los Angeles, er Casper og Frank tilbage på Frederiksberg i den nye serie-sæson.

I den seneste film så man, at Frank og Mia fik børn sammen, og til BT fortalte Mia Lyhne, at en stor del af handlingen kommer til at foregå hjemme hos Frank og Mia.

Mens Frank og Mia har fået børn, har Casper efter bruddet med Iben fundet en ny kæreste, som spilles af Lene Nystrøm.

Selv om den syvende sæson snart er klar, er der ikke nogen aftale på plads om flere sæsoner. Casper Christensen er dog ikke afvisende.

»Hvis TV 2 synes, at det er fedt at have os på deres kanaler, og Frank og jeg stadig synes, at det er sjovt, så kunne man da sagtens forestille sig, at det kommer igen,« udtalte han til Ekstra Bladet den 23. april.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også