0

Regeringen nedsætter nationalt stresspanel

Sociale medier, perfekthedskultur, højt præstations- og arbejdspres. Nu går regeringen til kamp mod samfundsproblemet stress med et nyt nationalt stresspanel som våben.

Fem ministre på rad på vej til at præsentere planen om et stresspanel. Panelet vil tage afsæt i fire temamøder i løbet af efteråret og vinteren 2018 med relevante ministre, fagpersoner, eksperter og meningsdannere.  Foto: Phillip Davali

Mens kortvarig stress kan få os til at præstere bedre og udvikle os, får langvarig og usund stress store konsekvenser for et stigende antal danskere. Sådan lød budskabet fra bl.a. uddannelses-og forskningsminister Tommy Ahlers (V), da han i selskab med fire andre ministre løftede sløret for regeringens nye stresspanel, der skal sætte fokus på stress som samfundsproblem.

Regeringen blæser til kamp mod folkesygdommen på baggrund af seneste Nationale Sundhedsprofil, der afslørede, at hver fjerde dansker var stresset i 2017 – en stigning på 4 pct. siden 2010. Især unge kvinder er ramt. Hele 41 pct. mellem 16-24 år følte sig stressede i det forgangne år.

»Stresspanelet bliver en virkelig en god måde for os politikere at få nogle konkrete råd. Politik går stærkt, men dette panel får tiden til at dykke dybt ned i den komplekse problematik over fire til seks måneder,« lyder det fra Tommy Ahlers efter torsdagens pressemøde.

Medlemmer af stresspanelet
  • Formand, Anette Prehn, sociolog, underviser og forfatter.
  • Peter Lund Madsen, speciallæge i psykiatri, hjerneforsker og forfatter.
  • Anne-Mette Ravn, adm. direktør for Hartmanns.
  • Imran Rashid, læge, it-iværksætter, debattør og forfatter til bogen ”Sluk”.
  • Christian Mogensen, foredragsholder og projektleder, Center for digital pædagogik.
  • Marianne Breds Geoffroy, speciallæge i psykiatri.
  • Thomas Braun, direktør for Studenterrådgivningen.
  • Trine Wulf-Andersen, lektor på RUC (Institut for Mennesker og Teknologi).
  • Mikkel Baastrup, adm. direktør i B. Nygaard Sørensen.
  • Sara Wessmann Olsen, frivilligkoordinator, Det Sociale Netværk.
  • Peter Lodahl, dansk operasanger og festivaldirektør.

Ingen midler til stresspanel

Hvorfor er et nyt panel den bedste måde at løse problemet?

»Vi har ikke det samlede billede af, hvad der forårsager stress, men nærmere et anekdotisk forhold til stress som voksende samfundsproblem. Det har nok noget med sociale medier at gøre og noget med perfekthedskultur, men et panel får muligheden for at arbejde i dybden – uden tilknytning til den politiske verden.«

Kommer vi til at se nogle ændringer i lovgivningen, hvis panelet anbefaler det?

»Meningen er ikke, at stresspanelet skal komme med konkrete forslag til regler, men at det skal levere indsigter i f.eks. perfekthedskultur og pege på, hvad der er helt afgørende. Stresspanelet kommer ikke med anbefalinger på samme måde som iværksætterpanelet gjorde, men jeg håber, at det kan være med til at sætte en generel diskussion i gang,« siger uddannelses- og forskningsministeren.

»Men der er ikke afsat midler til stresspanelet og det, medlemmerne kommer frem med. Det er de enkelte ministerier, der skal finde midlerne, hvis de får en indsigt fra panelet.«

Panelet består af 11 eksperter heriblandt Peter Lund Madsen, hjerneforsker og speciallæge i psykiatri, Thomas Braun, direktør for Studenterrådgivningen, og Anne-Mette Ravn, adm. direktør for Hartmanns, der har ligget i top-10 over Danmarks bedste arbejdspladser de seneste 10 år i træk.

I spidsen for panelet sidder Anette Prehn, sociolog, underviser og forfatter til en lang række bøger om hjernens spilleregler og mental sundhed. Hun håber og tror på, at regeringen vil tage panelets anbefalinger til sig.

»En ting er, hvad anbefalingerne bliver, en anden er, om man har modet til at følge dem. Jeg hæfter mig ved, at stressbekæmpelse er blevet en tværministeriel prioritet. Det er derfor, at jeg har sagt ja til at være formand. Jeg håber, at regeringen tager vores forslag til sig. Det er min klare forventning,« siger formanden.

Langt fra idé til forandring

Anne Lindhardt, psykiater og formand for Psykiatrifonden, er positivt stemt over for deltagerkredsen i det nye stresspanel, men påpeger, at der skal handling bag panelets anbefalinger, før forandring kan finde sted.

»Panelet vil kigge på rigtig mange ting – sociale medier, perfekthedskultur, forebyggelse m.m. Så jeg synes, at de har fat i nogle af de rigtige ting, som Stressalliancen, Psykiatrifonden og mange andre også har påpeget over lang tid. Så panelet er et positivt udtryk for lydhørhed,« siger Anne Lindhardt og fortsætter:

»Men vi ved jo aldrig, hvor meget der kommer ud af sådan et panel, og det er jo så det store spørgsmål. Og om det kommer med nogle anbefalinger, der kan ændre kulturen, så der bliver mening bag ordene. Men det er et interessant, bredt, tværfagligt panel, der er bare langt fra gode idéer til forandring.«

Samfundet skal diskuteres

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) lægger vægt på, at stresspanelet både skal kvalificere debatten om stress i samfundet og evt. komme frem til konkrete løsninger, som regeringen så kan »sætte fut under«.

»Vi skal diskutere, hvilket samfund vi vil være, og hvilke vilkår vi stiller op for børn og unge. Nogle gange skal politikere være med til at sætte en dagsorden, selv om det ikke fører til en lovgivning i folketingssalen. Men der er nogle ting, som vi kan gøre noget ved politisk – f.eks. hvordan vi skruer skoledagen sammen, så den bliver mere struktureret, og hvordan vi får færre vikarer og flere meningsfyldte fag med fordybelse ind i klasserne,« siger Merete Riisager.

BRANCHENYT
Læs også