Disse reklamer irriterer danskerne mest

Den insisterende telefonsælger i røret, den pågående facer på gågaden og de konstant afbrydende bannerreklamer på nettet er alle møgirriterende - men hvad er værst?

De såkaldte facere, der hverver medlemmer for humanitære organisationer, topper listen af de mest irriterende markedsføring. Foto: Sebastian Buur Gunvald Foto: Sebastian Buur Gunvald

Hvem er bedst til at få danskerne helt op i det røde felt?

Er det facere på gågaden eller telefonsælgeren, der ringer midt i aftensmaden?

Svaret har brancheforeningen Grakom, der ved hjælp fra en Megafon-undersøgelse har indhentet besvarelser fra over 1.000 danskere omkring irriterende markedsføring.

Og vinderen (eller taberen) er telefonsælgere.

På spørgsmålet, hvor meget forskellige typer markedsføring irriterer, modtog telefonsælgere en karakter på 9,3 på en skala fra 0-10, hvor 0 er "slet ikke" og 10 er "meget irriterende".

I undersøgelsen giver hele 77 pct. telefonsælgere karakteren "10".

»Telefonsælgerne topper klart listen over typer af markedsføring, som irriterer danskerne mest. Vi kender alle til telefonsælgeren, som ringer midt i aftensmaden, og næsten er umulig at slippe af med – også selv om man ikke er interesseret i deres produkt,« siger Mads Lindegaard, cheføkonom i Grakom.

Facere (gadesælgere, velgørenhedsorganisationer mv.) og reklamemails ligger omtrent på samme niveau med henholdsvis karaktererne 7,8 og 7,7.

Ifølge Grakom er de mest irriterende markedsføringsmetoder karakteriseret ved at være konfronterende eller afbrydende.

»Fælles for telefonsælgere og facere er, at det er en person, du snakker med. Det er de færreste, som bare smækker røret på telefonsælgeren eller ignorerer faceren. Når det bliver svært at undslippe, vil mange finde det invaderende i deres privatsfære, hvilket trækker irritationen op,« siger Mads Lindegaard.

Nummer to på listen over irriterende markedsføring er pop-up reklamer på hjemmesider, som også ligger ganske højt med karakteren 8,7.

Bannerreklamer, tv-reklamer og adresserede reklamer får karakterer inden for intervallet 6,5 til 6,8.

De husstandsomdelte reklamer irriterer danskerne mindst med karakteren 4,6.

»Vi irriteres mindst af de reklametyper, som vi har mulighed for at ignorere eller ikke afbryder os. Det er grunden til, at bannerreklamerne og de husstandsomdelte reklamer ligger i bunden af skalaen over markedsføringstyper, som irriterer os,« konkluderer Mads Lindegaard.

BRANCHENYT
Læs også