Poul Schlüter var faktisk lige så folkelig som Anker Jørgensen, men på en anden måde

De konservative ronkedorer lukkede en politisk tiger ud af buret, da de valgte Poul Schlüter som den mindst farlige kompromiskandidat til partileder.

Poul Schlüter på dagen, da han fik overdraget Statsministeriet i september 1982. Arkivfoto: Erik Petersen

HISTORIE

NIELS WIUM OLESEN

DE DANSKE MINISTERIER 1972-1993. DEL 2: POUL SCHLÜTERS TID 1982-1993

Under medvirken af Thorsten Borring Olesen

620 sider, 349,95 kr.

Gads Forlag

Midt under den konservative borgerkrig i begyndelsen af 1970’erne spurgte socialdemokraten Per Hækkerup, en kammerat fra det tværpolitiske ungdomsarbejde, folketingskollega Poul Schlüter om, hvilken hest han holdt på i kampen om magten i partiet. Han fik et gådefuldt svar:

»Jeg har min egen lille hyphest.«

Det var en typisk Schlüter-ripost: afvæbnende og morsom, men også tilstrækkeligt tvetydig til at kunne tolkes i retning af, at den lille hest var ham selv.

Den indpakkede profeti om at nå til tops i dansk politik beskæftigede nu ikke datidens politiske kommentatorer. Dels var opgøret i Det Konservative Folkeparti, anført af ronkedorerne Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen, tæt på at udarte til en dødskamp, dels var Poul Schlüters karriere på Christiansborg indtil da ikke glorværdig. Han havde til dennes død i 1969 været modarbejdet af den navnkundige ”partiejer”, Poul Sørensen, i en grad, så han kunne karakteriseres som Schlüters onde ånd. Hvordan han alligevel fik sin hest først over målstregen i det konservative derby og siden kunne føre den til sejr i det borgerlige grandprix om Statsministeriet efter Anker Jørgensen, får man en videnskabelig, sprogligt veloplagt og konkluderende beretning om i denne mursten af en bog.

Et uomgængeligt værk

Dermed er dobbeltbindet om de danske ministeriers historie fra 1972 til 1993 fuldbragt. Thorsten Borring Olesen skrev bindet om Anker Jørgensens tid, mens kollegaen fra Aarhus Universitet Niels Wium Olesen står for kortlægningen af Poul Schlüters. Til besegling af det vellykkede parløb er de fælles om det sidste kapitel i denne bog, hvor hele den godt 20-årige historie ses i det lange historielys.

De to bind er femte udgivelse i serien ”De danske ministeriers historie” fra det første ministerium Moltke efter Enevældens bortgang i 1848 og frem til magtskiftet mellem Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen.

Bogserien, der nu må siges at være uomgængelig som værket om regeringernes og folkestyrets historie, er bekostet af PFA i anledning af pensionsselskabets 100-års jubilæum, ligesom det var tilfældet for de foregående udgivelser forfattet af Svend Thorsen og Tage Kaarsted i forbindelse med 50- og 75-års jubilæerne.

Siden seriens første bog udkom i 1967, er der sket meget med historieformidlingen, hvilket disse to bind suverænt demonstrerer. Borring Olesen fornyede nænsomt genren med modet til at forlade de leksikalt udformede ministerbiografier for i stedet at lade levnedsløbene indlejre i den store fortælling.

Forgængernes bøger var tæt fokuseret på regeringsførelse og proces. Det aarhusianske makkerpar har ikke ganske brudt med traditionen, men deres tolkning af det ”det politiske” er en anden. Hvor Thorsen og Kaarsted mere så det politiske liv som selve drivkraften i samfundsudviklingen, ser de det også som en afspejling af samfundsudviklingen.

Journalistiske biografier

Dertil og nok så interessant er det, at Wium Olesen inddrager de nyere amerikansk inspirerede biografier, der begyndte at udkomme i begyndelsen af 1990’erne. De udgjorde et nybrud i litteraturen om dansk politik og gik ikke blot tæt på den politiske proces, men også på politikeren som menneske og privatperson. Efter Wium Olesens opfattelse er biografiernes kvalitet og lødighed højere, end de nogle gange effektsøgende journalistiske greb lader ane.

Disse journalistiske biografier holdes i visse faghistoriske kredse ud i strakt arm. Privatlivets fred brydes måske i nogle tilfælde, men grænsen er svær at trække. Politik bedrives af hele mennesker. Wium Olesen understreger, at han ikke som historiker har en interesse i politikernes privatliv, men nogle gange spiller det faktisk en rolle. Undertiden en betydelig.

Han anfører for eksempel, at privatøkonomiske interesser efter alt at dømme spillede en rolle for finansminister Henning Christophersens afsked med dansk politik i 1984 til fordel for en bedre lønnet post som EU-kommissær. Og i tilfældet Lone Dybkjær og Poul Nyrup Rasmussen kan man ikke forholde sig til den politiske historie og relationen til Svend Auken uden at medtænke, at de dannede par fra 1987.

Historikernes forsigtighed i omgang med dette materiale skal være en dyd, men den må ikke kamme over i berøringsangst og naivitet. Den balancegang klarer Wium Olesen med sin faglighed uantastet, og den er med til at sikre læsningens fryd, når Schlüters tid udrulles.

Bogen er ikke nogen biografi over Poul Schlüter, men han er naturligvis den centrale person, hvorom alting udspillede sig i den knapt 11-årige periode, der blev hans tid.

Det var ikke kun held

Schlüter blev valgt som partileder som den mindst farlige kompromiskandidat efter det konservative opgør. Men den gamle garde, der stod bag den vurdering, måtte snart sande, at de havde lukket en politisk tiger ud af buret. Målrettet byggede han sin lederrolle op, og otte år senere havde han ved valget i 1981 genoplivet et dødstruet konservativt parti til at være oppositionens største og smedet en alliance med Venstre. Ni måneder senere dannede han regering som den første konservative statsminister efter systemskiftet. Som Wium Olesen lakonisk konstaterer: Det kunne ikke kun være held.

Den afsluttende historiske dom over ham er grundlæggende positiv: Han udviste som statsminister et nærmest suverænt taktisk overblik over den parlamentariske proces. Han kunne bygge alliancer og fastholde dem. I den udadvendte kommunikation, der også er en ledelsesopgave i et demokratisk samfund, var han uhyre begavet i brugen af det danske sprog. Hans retoriske stil var ligetil og dagligdags, ofte med en anstrøg af humor. Han var faktisk lige så folkelig som Anker Jørgensen, men på en anden måde, og han formulerede sig også med en finesse og værdighed, der sømmede sig for embedet.

Venstremandens korte tid

Mange er tilbøjelige til at overse, at den første regering Poul Schlüter, om end kort, også var venstremanden Henning Christophersens tid. Han indtog regerings økonomiske maskinrum som en sjældent set stærk og initiativrig finansminister. Han udviklede og drev regeringens økonomiske reformpolitik. Den blev afgørende for den succesrige start, og sammen med det parlamentariske normbrud med at acceptere nederlag i fodnotepolitikken var varemærket for Schlüter-regeringen: viljen til at regere.

I det afsluttende fælleskapitel konkluderer de to historikere, at set i lyset af forandringen af den politiske proces kan Anker Jørgensen og Poul Schlüter karakteriseres som statsministre til tiden. Anker Jørgensen passede til 1970’erne, og Poul Schlüter til 1980’erne – men man kan vanskeligt forestille sig dem bytte årti.

”Poul Schlüters tid” er en suveræn kortlægning af det politiske landskab i en periode, hvor de parlamentariske spilleregler blev brudt op og givet en form, som kridter banen af den dag i dag. Wium Olesen bryder selv grænser for historieskrivning og tilfører den politiske sagaformidling velgørende dybde. Aktørerne fremstilles ikke blot som magtudøvere, men også som hele mennesker på godt og ondt. Bogen er en vellykket kombination af historisk feltarbejde, perspektivering, håndbog og personportrætter. Hovedværket om Schlüters tid er på plads.

Læs også interviewet med Niels Wium Olesen bragt i Jyllands-Postens søndagsudgave 18/11.

Læs også
Top job