Kim Larsen er velgørende lang i spyttet, når han dvæler ved sin erindring

Glimrende ungdomsberetning fra nationalskjalden. Vel ville man gerne have haft en komplet livsberetning fra Kim Larsen, og vel er bogen, som den foreligger, bare en torso, men torsoen er trods alt kroppens væsentligste del.

Kim Larsen anno 1974. I Jens Andersens portrætbog giver han et billede af sig selv som en ung mand, der mere var 58'er end 68'er. Ungdomsoprøret gik hen over hovedet på Kim Larsen - det interesserede ham simpelthen ikke.  Arkivfoto: Morten Langkilde

BIOGRAFI

JENS ANDERSEN

KIM LARSEN – MINE UNGE ÅR

328 sider, 350 kr.

Politikens Forlag

Kim Larsen var folkelig, men hans sangtekster afspejlede en folkelighed, der lå flere generationer tilbage i tiden. Han var bagudrettet – »en gammeldags mand, med en gammeldags forstand,« som han sang på sit sidste album fra 2017, ”Øst For Vesterled”.

Lidt af en konservativ anarkist, selv hans slang var forældet og slet ikke nogen 68’er, på trods af at han tumlede rundt i hashtågerne på Christianshavn i ungdomsoprørets tid.

Jeg så ligesom ingenting og følte mig ikke som en del af ungdomsoprøret. Når jeg spørger mig selv hvorfor, har jeg intet andet svar, end at det var noget i mig selv.

Kim Larsen om årene i slutningen af 60'erne

»Som sagt væltede hele verden rundt omkring mig i de år. Jeg så ligesom ingenting og følte mig ikke som en del af ungdomsoprøret. Når jeg spørger mig selv hvorfor, har jeg intet andet svar, end at det var noget i mig selv. Noget konservativt, som altid har været der. Det er jo det samme i dag, hvor jeg ikke ænser den digitale generation. Den interesserer mig ikke en millimeter, ligesom hippierne, provoerne og 68’erne heller ikke interesserede mig dengang.«

Larsens egen stemme, der taler

Siger han i denne erindringsbog, som ikke er en af den slags, hvor det er ”miljøet” omkring stjernen, der fortæller. Her er det stjernen selv, der taler hele vejen igennem, hvilket ifølge udgiveren Jens Andersen var Larsens betingelse for at give sig i kast med projektet. Det er en genkendelig stemme, og det er med til at gøre bogen så god.

Velformuleret og indlevet beretter Kim Larsen om sine tidlige år, frem til Gasolin’s første lp i 1971. Han er velgørende lang i spyttet, dvæler ved sine erindringsbilleder. Det ville givetvis have betydet, at Andersen skulle i gang med at redigere, havde Larsens død ikke forkortet projektet. Ellers var bogen – bøgerne – vel blevet på 3.000 sider. I denne har man ikke indtryk af, at der er blevet redigeret overhovedet.

Vel ville man gerne have haft en fuld livsberetning fra Kim Larsen, og vel er bogen, som den foreligger, en torso, men torsoen er trods alt kroppens væsentligste del.

Genert og sent udviklet

»Når jeg kigger tilbage, tænker jeg: Hold kæft, det var nogle dejlige år!« Der er en detaljerigdom i erindringen af barndommen, først i Sølvgade i København, siden på Mågevej i det københavnske nordvest, hvor han levede sammen med sin mor og storebror, efter at faren var gået sin vej uden at efterlade nogen positive følelser i familien. Moren var til gengæld en gigant i Kims liv, ligesom morfaren fra Kerteminde.

Han var en såre velgørende modgift mod en kultur, der bare bliver stadig fladere og mere Facebook-åndssvag.

Den relative fattigdom snærede ikke så meget, fordi den var et vilkår for alle. Kim var en genert og sent udviklet dreng, hvilket man måske kan have svært ved at forstå ud fra, hvordan han senere førte sig frem. Han kunne ikke finde ud af det med piger og var jomfru til langt inde i 3.g. Bagudrettet var han forresten også i sit kvindeideal; det var noget med høje hæle og strømpeholdere, ikke strømpebukser.

Mønsterbryder, der ville have opmærksomhed

I det hele en meget fornuftig dreng, allerede mønsterbryder ved at tage en studenter- og lærereksamen, inden stemmen og sangskriveriet blev hans skæbne: Han måtte have opmærksomhed.

Så Kim Larsen var langtfra moderne, nærmest en 58’er, altid lidt på kant med sin egen tid, rygvendt mod samtiden, for slet ikke at tale om fremtiden, optaget af at bearbejde fortiden, sin egen og kulturens, en grådig læser af klassikere som ”Lykke-Per” og ”Hærværk”. Hans måde at synge på var rundet af Little Richard og Cliff Richard, hans tekster af Frank Jæger og Schierbeck, han lærte rudimentær mandig høflighed over for kvinder af Tage Skou-Hansen på Askov Højskole, indsang børnesangene fra sin barndom og skrev hyldester til Poul Reichhardt og Morten Korch.

Meget er sagt og skrevet om Kim Larsen, som allerede er meget savnet. Han var en såre velgørende modgift mod en kultur, der bare bliver stadig fladere og mere Facebook-åndssvag.

Hvis man vil vide noget om, hvordan nationalskjalden dybere set var skruet sammen, er denne bog stedet at starte.

Læs også
Top job