Kendt kæde ramt af sikkerhedshul: Betalingsoplysninger kan være blevet misbrugt

Bahne har identificeret et sikkerhedshul på butikskædens webshop. Kunder opfordres derfor til at spærre deres kort.

Kunder, der har handlet i danske butikskæde Bahne i november, kan være blevet ramt af et sikkerhedshul. Arkivfoto

Den danske butikskæde Bahne, som sælger alt fra interiør til modetøj, er blevet ramt af et sikkerhedsbrud, der betyder, at kunders betalingsoplysninger kan være blevet misbrugt.

Sikkerhedstbristen er sket i år mellem den 4. november og Black Friday den 23. november og drejer sig om køb via kædens webshop.

Bahne opfordrer derfor i en mail kunderne til at spærre deres kort, hvis de har benyttet virksomhedens webshop i den periode.

»På nuværende tidspunkt ved vi ikke med sikkerhed, om dine betalingsoplysninger er blevet misbrugt. Vi anbefaler for at være på den sikre side, at du tager kontakt til din bank og får spærret dit betalingskort. Vi anbefaler endvidere, at du gennemgår dine transaktioner for mistænkelig aktivitet,« står der ifølge Ritzau bl.a. i mailen, som Bahne har sendt ud til sine kunder.

I en mail til Jyllands-Posten oplyser ejer Jacob Bahne Sørensen dog, at »så vidt vi har erfaret, er der ingen, som har konstateret misbrug af kort«.

Samtidig oplyser han, at butikkens webshop har været »100 pct. opdateret sikkerhedsmæssigt under hele forløbet, og det mulige brud derfor ikke skyldes manglende sikkerhedsforanstaltninger fra vores side«.

Webshoppen har ifølge Jacob Bahne Sørensen kørt med normal drift siden fredag kl. 10.

Bahne blev etableret i 1965 af ægteparret Jørgen og Ellen Bahne Sørensen, som åbnede deres første forretning i Slagelse. Det er siden blevet til 20 forretninger i Danmark samt netbutikken bahne.dk, som er kædens største.

BRANCHENYT
Læs også