Serier

Historisk maratondebat om brexitaftale er skudt i gang

Tirsdag tog det britiske parlament hul på fem dages intensiv debat om brexitaftalen med EU. Om en uge skal den til afstemning.

Brexit - britisk farvel til EU
Theresa Mays chancer for at få sin brexitaftale igennem det britiske parlament bliver spået som små. Tirsdag begyndte debatten, som leder frem til den vigtige afstemning den 11. december. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP

KØBENHAVN/SAN FRANCISCO

Brexitdramaet har indtil nu været propfyldt med skelsættende begivenheder.

Men den, som briterne tog hul på tirsdag – nemlig den store debat om brexitaftalen i det britiske underhus – er af sin helt egen dramatiske kaliber.

Frem mod den afgørende afstemning, som finder sted den 11. december, skal landets 650 folkevalgte politikere endevende premierminister Theresa Mays brexitaftale med EU.

»Dette kan kun blive en tid fyldt med muligheder, hvis vi kan levere et brexit, som samler vores land igen,« lød det fra May, da hun tirsdag åbnede den historiske debat, der i britiske medier beskrives som én af de mest betydningsfulde, siden Storbritannien blev en del af EU i 1973.

»Livet afhænger af kompromisser,« lød det fra premierministeren, der fra flere sider bliver beskyldt for ikke at have forhandlet en god nok aftale på plads med EU.

Brexitdebat i UK

Der er afsat fem dage – den 4., 5., 6., 10. og 11. december - til debatten i det britiske underhus.

Den 11. december, ca. kl. 20 dansk tid, skal de 650 folkevalgte politikere stemme om aftalen.

Allerede nu ser det svært ud for premierminister Theresa May at få den nødvendige opbakning (320 stemmer).

Både flere i hendes eget konservative parti, det nordirske støtteparti DUP og det store oppositionsparti Labour har meddelt, at de vil stemme nej til aftalen.

EU og May har begge sagt, at der kun er valget mellem denne her aftale eller ingen aftale, dvs. et no deal-brexit.

Men blandt kritikerne af den indgåede aftale er opfattelsen, at der er mulighed for at forhandle sig til en anden aftale, hvis det bliver et nej i parlamentet.

Egentlig skulle debatten være begyndt tirsdag over middag, men den blev udskudt til ud på aftenen på grund af en anden krisedebat, som ligeledes havde brexitforhandlingerne som omdrejningspunkt.

Mays regering var blevet beskyldt for ”foragt for parlamentet”, idet den ikke har villet fremlægge et juridisk notat om brexit i sin helhed, men blot et 45 sider langt resumé.

Den sag skulle vendes med parlamentet, inden May kunne tage hul på maratondebatten om sin brexitaftale, som hun de kommende dage skal forsvare med næb og kløer.

Meget ubelejligt for premierministeren tabte hendes regering afstemningen om det juridiske notat, som også blev kaldt historisk, med 311 stemmer mod 293. Det betyder, at regeringen nu er tvunget til at lægge notatet frem.

Dårlige odds på forhånd

Mays brexitaftale med EU er de seneste uger blevet mødt med så massiv kritik, at det allerede på forhånd spås, at turen gennem parlamentets debatmaskine ikke vil ændre på Mays dårlige udsigter til at få den stemt igennem.

Både det lille nordirske regeringsstøtteparti DUP, Liberaldemokraterne og Labour har sagt, at de vil stemme imod aftalen.

»Nogle parlamentarikere kan måske ryste lidt på hånden, fordi de ved, at de står med et kæmpestort ansvar. Men den altovervejende opfattelse er nok, at aftalen ikke opnår flertal,« vurderer Ole Helmersen, lektor med speciale i britisk politik på Copenhagen Business School (CBS).

Fokus er i stedet rettet mod, hvor stort hendes nederlag bliver.

Ifølge The Sunday Times forventer de britiske parlamentarikere, at May øjeblikkeligt træder tilbage som premierminister, hvis flertallet mod hende overstiger 100 stemmer.

Selv hvis nederlaget bliver mindre, ventes det, at hun render ind i store problemer.

Labour-partiets formand, Jeremy Corbyn, har sagt, at han er klar til at forlange en mistillidsafstemning mod May, og også støttepartiet DUP har trukket linjerne hårdt op, idet partiet angiveligt også overvejer at trække sin støtte til regeringen eller stemme mod hende i en eventuel mistillidsafstemning.

Kun hvis Mays nederlag lyder på under 40 stemmer, kan det tænkes, at hun får en ny chance til at prøve at genforhandle aftalen med EU og vinde mere opbakning for derefter at indkalde til en ny afstemning, skriver avisen.

Afviser alternativ

Både May og EU har gentagne gange afvist, at der er noget alternativ til den nuværende aftale. Men i det britiske parlament er opfattelsen, at det stadig er muligt at få en anden løsning, så det ikke ender med skrækscenariet om et no deal-brexit, selvom det bliver et nej i parlamentet.

Regeringen har valgt at dele den store brexitdebat op i temadage.

Onsdag vil der f.eks. være fokus på sikkerhedsaspekterne i aftalen, mens torsdag primært vil tage udgangspunkt i økonomi.

Det er både den omfattende skilsmisseaftale med EU på næsten 600 sider samt den politiske erklæring om det fremtidige forhold, som parlamentet skal debattere og stemme om.

Den 29. marts 2019 forlader Storbritannien EU, uanset om der er en aftale eller ej.

Læs også
Top job