Forfattere til KU’s krænkelsespolitik er villige til at ændre den efter kritik

De omstridte retningslinjer for krænkende adfærd skal torsdag debatteres på Københavns Universitet.

Ifølge flere kritikere har nultolerencepolitikken presset ytringsfriheden på Københavns Universitet. Arkivfoto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

Efter massiv kritik af Københavns Universitets (KU) nultolerancepolitik over for krænkelser, som blev indført i sommer, viser to af forfatterne bag retningslinjerne nu vilje til at skrive dem om.

Thomas Vils Pedersen, som er fællestillidsrepræsentant for alle videnskabelige medarbejdere på KU og medskribent til teksten, mener, der er behov for at revidere den.

»Der er kommet en frygt for, at retningslinjerne kan begrænse underviserens frihed. Sådan var det slet ikke tænkt, og jeg synes, vi skal skrive det eksplicit i teksten, at det må de ikke,« siger han.

Også dekan Kirsten Busch Nielsen, som er formand for det personalepolitiske udvalg på 12 personer, der skrev retningslinjerne, er »bestemt åben« for ændringer, fortæller hun:

»Meget tyder på, at noget kan præciseres i retningslinjerne. Så vidt jeg har forstået, mener nogle, at retningslinjerne ikke siger tydeligt nok, at KU skal værne om forskningsfriheden.«

Udmeldingerne kommer efter flere sager, hvor nultolerancepolitikken ifølge kritikere har presset ytringsfriheden på KU.

Det ene scenarium er, at vi ændrer retningslinjerne, og det andet er, at vi siger, det er blevet læst ud af en kontekst.

Ingrid Kryhlmand, næstformand for KU’s hovedsamarbejdsudvalg

Fredag skrev Weekendavisen, at 10 studerende på KU anonymt har klaget over, at en lektor bl.a. har brugt »n-ordet« (neger eller nigger, red.) i klassen, hvilket har ført til, at han ikke må undervise resten af året. Andre studerende har forsvaret lektoren og beklaget et »hypersensitivt« miljø.

Flemming Dela, der er tillidsrepræsentant på KU, har før kritiseret krænkelsespolitikken. Han mener, at der skal laves helt nye retningslinjer, som ikke er så brede, at enhver ifølge ham kan få en sag igennem.

Retningslinjerne debatteres på KU torsdag, hvorefter evt. ændringer afgøres af KU’s hovedsamarbejdsudvalg. Fra udvalgets næstformand, Ingrid Kryhlmand, lyder det:

»Det ene scenarium er, at vi ændrer retningslinjerne, og det andet er, at vi siger, det er blevet læst ud af en kontekst. Men jeg hælder mest til det første.«

Også Copenhagen Business School (CBS) har fået kritik, efter en brun, kvindelig postdoc ifølge Kristeligt Dagblad blev krænket over sangen ”Den danske sang er en ung blond pige”.

Læs også
Top job