A-kasse betalte 50.000 kr. og fik et møde med Løkke

Løkkefondens pengeindsamling »strider mod demokratiets kerne«, lyder det fra ekspert.

Sólrun Løkke Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen til nytårstorsk i Thyborøn med storfiskere ifm. den årlige indsamling til Løkkefonden. 
Foto: Morten Stricker/Scanpix 2017

Støt Løkkefonden – og hjælp drenge på kanten, står der på Løkkefondens hjemmeside.

Men der kunne også have stået: Støt Løkkefonden – hvis du vil have enetid med Løkke.

De to ting lader nemlig til at hænge sammen, viser flere sager.

Fredag kunne Berlingske fortælle, at den nu afskedigede direktør i Akademikernes A-kasse, Michael Valentin, har fået adgang til enetid med Lars Løkke Rasmussen (V) – da han sad i oppositionen – efter at have doneret 50.000 kr. til Løkkefonden. Til Berlingske har Allan Luplau, Akademikernes A-kasses formand, sagt, at Michael Valentin har forklaret, at donationen var en betingelse for, at mødet blev gennemført.

Er det sådan, at man kan købe sig adgang til mig? Nej, det er det ikke.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et samråd i Folketinget den 31. januar i år.

Og det er et demokratisk problem, lyder det fra Roger Buch, chefforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Det strider mod demokratiets kerne, at man kan købe sig til adgang hos en politiker. Grundtanken i demokratiet er, at det er én mand, én stemme. Men her er princippet, at de, der er villige til at betale, kan få noget ekstra,« siger han.

En fremragende snak

Kontakten mellem Lars Løkke Rasmussen og A-kasse-direktøren blev ifølge Berlingske etableret med Løkkes søn, Bergur Løkke Rasmussen, som mellemmand.

»Jf. aftale med min far skulle jeg skrive til dig om, at Michael gerne ville have ham på virksomhedsbesøg. Michael Valentin er CEO i Akademikernes, som gerne vil sponsorere 50.000 kr. til Løkkefondens Rundt i Danmark,« skrev Bergur Løkke Rasmussen i en e-mail den 21. januar 2014 til sin fars personlige assistent.

Et par måneder senere – den 28. marts 2014 – skrev Bergur Løkke Rasmussen en e-mail til Michael Valentin, hvor besøget og donationen endnu engang blev kædet sammen:

»Jeg er desværre uvidende, om I har haft ham forbi endnu, men ved, at processen i hvert fald er iværksat (...) I samme forbindelse var vi jo utroligt glade for jeres tilsagn om at ville støtte Løkkefondens mange vigtige projekter,« skrev Bergur Løkke Rasmussen til Michael Valentin ifølge Berlingske.

Den 19. februar 2015 aflagde Løkke besøg i Akademikernes A-kasse, hvor han spiste frokost med Michael Valentin og bestyrelsesformand Allan Luplau, og få dage efter skrev Løkkes nuværende personlige rådgiver og daværende leder af Venstres kommunikationsafdeling til Michael Valentin: »Lars fortæller, at I havde en fremragende snak.«

Løkkes egen fortælling udfordres

Det er ikke første gang, at der bliver stillet spørgsmål ved Løkkes metoder for at skaffe penge til sin fond, hvor hans hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, er bestyrelsesformand.

Tidligere på året forklarede formanden for Thyborøn Havns Fiskeriforening, Kurt Madsen, at det var en indsamling til Løkkefonden, som i 2016 gjorde det muligt for en gruppe vestjyske storfiskere at holde møde med Lars Løkke Rasmussen. Et møde, hvor fiskekvoter var på dagsordenen.

Selv har Løkke dog afvist, at det er muligt at købe sig til adgang hos ham:

»Er det sådan, at man kan købe sig adgang til mig? Nej, det er det ikke. Er det sådan, at man ved at donere til den fond, som jeg har stiftet tilbage i 2012, kan opnå politiske fordele? Nej, det er det ikke. Og det er jo det helt centrale,« sagde han på et samråd i Folketinget den 31. januar i år.

Men med forløbet omkring mødet med Akademiernes A-kasse er der rokket ved Løkkes udtalelser, lyder det fra Roger Buch:

»Den fortælling, som Løkke har lavet om sig selv – at man ikke kan købe sig til adgang – udfordres af det, der nu er kommet frem. For de folk, der er omkring Løkke, ser det, som om de har en handelsvare, og de folk, der gerne vil i kontakt med Løkke, ser det også, som om der er en handelsvare,« siger Roger Buch og understreger samtidig, at manøvren ikke er ulovlig.

For nogle år siden kom det frem, at Socialdemokratiet havde oprettet en erhvervsklub, hvor medlemmerne blev inviteret til møder med politikere mod at betale 15.000 kr., og lignende metoder har borgerlige partier i årevis praktiseret.

I et demokratisk lys er det dog mere problematisk at bede mødedeltagere om at betale til Løkkefonden end til en partikasse, vurderer Roger Buch.

»Hvis man gav pengene direkte til partiet, ville de være synlige. Men ved at pengene går til Løkkefonden, bliver det mere usynligt, hvad der foregår. Det giver nogle mudrede relationer,« siger han.

Enhedslistens demokratiordfører, Pelle Dragsted, vil nu indkalde statsministeren i samråd.

»Det er stærkt foruroligende, at Lars Løkke Rasmussen øjensynligt har betinget sig økonomisk støtte til Løkkefonden for at holde møde med en a-kasse-direktør. Det er endnu et eksempel på, at Lars Løkke Rasmussen simpelthen ikke formår at adskille ”Privat-Lars” fra ”Politiker-Lars”,« udtaler han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også