Rekordmange danske virksomheder gik konkurs sidste år

Rekordmange danske virksomheder gik konkurs sidste år, på trods af at årets sidste måned ellers bød på et stort fald i antallet af virksomheder, der måtte lukke og slukke.

Flyselskabet Primera Air var et af de selskaber, der gik konkurs sidste år. Foto: Johan Nilsson/tt

I 2018 måtte 7189 virksomheder dreje nøglen om, og det er 896 flere konkurser end året forinden. Det svarer til en stigning på 14,2 pct., viser en konkursanalyse fra kreditvurderingsinstituttet Experian på baggrund af tal fra Statstidende, der også indeholder tal fra Grønland og Færøerne.

Det år, der netop er gået på hæld, har dermed overtaget rekorden. Den seneste blev sat i 2016, hvor 6792 virksomheder gik konkurs, mens 2017 omvendt bød på et fald i antallet af konkursramte virksomheder, viser opgørelsen.

Det svarer til, at 8,93 virksomheder gik konkurs for hver 1000 aktive virksomhed i 2018, mens andelen lød på 8,14 året forinden.

Hos Experian har Mads Heindorff, der er strategisk direktør, svært ved at pege på en entydig årsag til, at antallet at konkurser steg sidste år.

- Vi ser ikke rigtigt nogle specielle trends i tallene, selv om der er en stigning, siger han til Ritzau Finans og nævner at eksempelvis strammere lånevilkår kan være et element, der spiller ind.

Det er især på Færøerne, på Lolland-Falster og i Østjylland, at antallet er konkurser er steget procentvist, mens Bornholm omvendt er det eneste område i landet, hvor der har været færre konkurser end i 2017.

Det er dog i hovedstadsområdet, at den største andel af aktive virksomheder gik konkurs sidste år. Tallene viser, at 13,61 virksomheder ud af 1000 aktive virksomheder i og omkring hovedstadsområdet måtte lukke og slukke i 2018.

Det er handelsbranchen, der står for det største antal konkurser, men hvis udviklingen ses i forhold til antallet af aktive virksomheder i branchen, så er det virksomheder inden for "overnatning og restauration", der oplevede flest konkurser i det år, der netop er gået på hæld.

I sidstnævnte branche gik 26,42 virksomheder konkurs for hver 1000 virksomheder, der var aktive.

Det stigende antal af konkurser i 2018 sker, på trods af at december bød på 42,3 pct. færre konkurser end i julemåneden året forinden. I alt gik 796 danske virksomheder konkurs i løbet af december sidste år, mens det tal lød på 1380 i 2017. Ifølge Experian bød 2017 dog også på rekordmange konkurser på en måned.

Læs også